Stjernen
Et Svar
Et Svar
Jeg ved det. Og alle de døde Dage
og hver en vildsom, vaandefuld Nat,
evigt kom jo hans Krav tilbage:
at jeg skulde dæmme for Smerten op
og Trin for Trin, naa den fjerne Top
af Lidelsens lange, stejle Stige.
Deroppe, hvor selv jeg hører ham sige
de bløde, de blide Ord:
Du lille Pige, du lille Meg,
du lille, blege Mor!
Saadan som du nu sørger,
sørger næsten den hele Jord.
Men kan det trøste! De blege Kinder,
det slukte Blik og den stive Mund
med de stumme Raab, hos de andre Kvinder
Hver én, jeg møder, er jo mig selv.
Vi ligger knuste af samme Elv,
sammenkrøbne i Krigens Skygge,
den, der døded vor Kvindelykke.
Og jeg ved, han har Ret i de Ord:
Du lille Pige, du lille Meg,
du lille, blege Mor!
Saadan som du nu sørger,
sørger næsten den hele Jord.
— Jeg ved det, og taalsomt vil jeg da tage
min Skærsild i Smertens Flammehav;
ydmygt som Stenen, der frem og tilbage
rulles og formes af Bølgernes Slag.
Mit Hjerte standsed med hans. En Dag
kan min Sjæl maaske vaagne og lytte efter.
Maaske de en Gang kan give mig Kræfter,
de bløde, de blide Ord:
Du lille Pige, du lille Meg,
du lille, blege Mor!
Saadan som du nu sørger,
sørger næsten den hele Jord.