Jeg saa dig to Sekunder — og forstod dig.
Du havde fundet dig en solvarm Krog
i Liggestolen gemt. Og din Venindes Have
hvælved sin Hvile over dig og slog
sit Glemselsgitter om den Kirkegaard,
der var dit Sind.
Jeg stirred stum derind.
Jeg saa dig to Sekunder — og forstod dig.
Et Fuglefløjt — en Mandelgren, der dufted
i Vindens Vift nær ved din Kind. En Sky,
der stille flød forbi. Og foran dine Fødder
et Hav af Iris — saligt blaa og bly.
Altsammen kun som taagefjerne Glimt
forbi dig gled,
i tom Tungsindighed.
Et Fuglefløjt — en Mandelgren, der dufted —
Du vented paa en Vished, tung som Døden;
din Skæbnes bitre Skænk fra Krigens Bord.
Udenfor Kirkegaarden stod de andre — Venner
og Slægt. En fremmed, ensom Jord
brændte din Fod. Jeg saa’ en høsted Eng:
din Sjæl, dens Haab.
Jeg hørte jo dens Raab.
Jeg saa dig to Sekunder — og forstod dig.