»Myrdet ved Pinsler«. Afklædt. Levende korsfæstet . . . Pisket.
Pisket af Bødlernes Svøber . . . . Alle Tænder med Tænger
revet ud af din Mund . . .
Flaaet dit Kød i Flænger . . .
udrevet Negle og Haar,
lemlæstet hele dit Legem til eet, eet gabende Saar —
Da først Døden. Da først Dødens stille,
naadige, stumme Stund — — —
— — Du stod der i saa sollys en Have
en Morgen med Vaarglans over Eng,
og holdt paa dine Arme en lille,
blomstrende, treaars Dreng.
Saa gyldent skinned hans Krøller
i Sol mod dit sorte Skæg og dit bølgende Haar.
Og Sol var dit Øje. Det straaled over den lille,
som havde du plukket en dejlig Blomst i Eng.
Ved Foden af din Præstedragts Folder
sad tre mørke, smaa Drenge og lo
med Fløj elsøjne op imod Barnet,
— din Broders lille Søn — og lo
ud mod den ukendte Verden . . . .
Din femtenaars Datter stod der, frejdig og barnetryg.
Ja, Sol var dit Øje. Det straaled over dem alle;
du favned din blomstrende Eng og saa den gro.
. . . Og Krigens Helved kom. »Deportationer«.
Armeniens dybe Floder blev til Blod.
Mejet ned er Blomsterne i Enge . . . .
hvor er dine egne, tre smaa Drenge!
Og du selv . . . . dit Øjes varme Straaler . . . .
Din Datter ødet i Tyrkevold . . . . Bloddryppet, dræbt alt dit!
Fire Aar vented vi Voksende Vished om Døden . . . .
Budet er kommet. Øjenvidners. Sort paa hvidt.
— — Du havde fortjent at vandre
paany i en sollys Have —
og finde igen dine Blomster,
de moderløse Smaa.
I maatte i Døden vandre —
du maatte til Martyrpælen gaa;
dine Fædres Gud, din kristne Tro
vilde du ikke svigte
— Dine Fædres Gud, du Martyrsjæl,
mon han saa derpaa! — — —