Saa stor en Stilhed og saa tyst en Taushed.
Den maanelyse Aften ligger stum;
stille og stærkt Naturens Hjerte slaar,
— og stille bliver al vor Sans.
Kun Aareslag, fjernt døende, fra Baaden,
som — med en ukendt Nattefiskers Tag
runder vor Ø — fylder det hele Rum,
baaret af Havets dybe Sesonnans.
Stille og stærkt.
Og Maanestraaler glimter
som gyldne Striber
ved hvert et Suk af Aareslag —
i Vandets fjerne Draabe-Diamanter.
Saa stiile bliver al vor Sans.
Ja, stille, Ven, vi sidder paa Terrassen.
Paa Bjergets Skrænt en Pinje nynner tyst
sin Sang om Ensomhed — om din, om min;
— og stille bliver al vor Sans.
Kun Spil. Fjernt hulkende, fra Villahaven.
Dér, med en ukendt Nattespillers Haand
Violoncellen griber i vort Bryst,
løftet af Sindets dybe Resonnans,
— dit Sind og mit.
Og mens du, dybt fortrolig,
og dybt befriet
krænger af Sindet Dagens Baand,
den synger hulkende, i Ve og Vaande,
om Ensomhed — om din, om min.
. . . . Ja, stille, stille, Ven, blev Livets Stemmer
omkring os, i os. Tyst, som Dødens Sprog,
var dine Taarer, Ven, den Aftenstund.
Lysvaagen var vor sjette Sans. —
Kun dit — og mit. Længst sov Hotellets Gæster.
Baaden svandt boit. Violoncellen tav.
Samstemt af Smerten vore Hjerter slog,
lutret af Sorgens dybe Resonnans,
— din Sorg. Og min.
Mit Slot var nu et stænget
Mørkekammer;
Dødsenglen Vagt, som ved en Grav.
Min Hules Lys af klare Diamanter
blev dine Taarer, Ven, den Aftenstund.