Og vi vandrede vidt over stenede Ur,
i den mægtige Højfjeldsnatur!
Vi hvilede ved Fos, vi vaded over Elv,
i Alt, i Alt vi fandt vort bedste Selv.
Vi kom til Gjendeboden — for en Fred, for en Luft,
for en Pejs, for en Fjeldørret-Duft!
For en Mennesketomhed, en Renheds Aand,
milevidt fra Kulturens Baand.
„Nej se dog” nikked Gamlen, — „var det likt! det var to
kække Jenter, eg huser, min Tro!
Saa dere er gaaet ifra Tyin? alene? det var bra.
Og dere vil paa Piggen? Hejsa ’sa!
Han Gunnar skal indover Vatnet imorgen, til Glit,
til Kua vor, hu’ brak ju Beina sit.
Saa har dere Skyds med Baaden saalangt, sku’ eg tro,
— men eg kalder ved Gry, Klokka to.
Du Dansken, giv mig hit dine fillede Sko,
de trænger nok Saaler, maa eg tro.
Eg ska’ stelle dem for dig i Kveld, eg, det er leit
at gaa barbeint i Fjeldet, eg veit.”
— „Ja, Leif, Tak skal du ha! I Bergen blev de syet
med bedste Begsøm, og saa nu, jo pyt,
paa fire Dage udslidt; det er anderledes her
end i Danmark, — vi har ingen Fjelde dér.”
— „Nej, men dere har Gaarde —! Her kom engang i Vaar
en Dansker — et Karlfolk, — forstaar.
Han sa’, at Far hans ejed hundred Tønder Agerland!
— eg undres, hva’ det var for ein Mand!”
— Og Snakken gik, mens Gunnar, Sønnen, tørrede vort Tøj,
ved Pejsen, og Brita, lys og høj,
stegte den røde Ørret, og Leif, den gamle Mand,
flikkede mit Fodtøj i Stand. —
— Og vi roede over Gjendins smaragdgrønne Vand,
og vi gik over Beseggens Rand.
Den smalle, stejle Fjeldkam godt nittenhundred Fod
i Søens grønne Afgrund lodret stod.
Og vi vandred paany over vildene Ur,
i den vældige Højfjeldsnatur!
Vi badede i Fos, vi drak af hvide Elv,
— i Alt, i Alt vi fandt vort bedste Selv.
I Sneen fandt vi Rentakker, og de friske Spor
af Dyrene, som over Fjeldet for.
Hvorfra de kom, hvorhen de gik, det vidste kun de selv,
og saa du, du kogende Elv.
Der laa vi ved Kanten og lytted til din Larm,
eller til din Hvisken, mild og dyb og varm.
Jeg tror, der var noget ved din dobbelte Musik,
der for altid i Blodet mig gik.
— Og en velsignet Taushed! — Et Venskab er et Slot,
hvor To kan tale sammen, ondt og godt.
Men hvor man kan tie i Timer, er Spiret paa Taarnet sat,
— min kække, min kære Kamerat.
— I Dage højt paa Vandring, hvor væved I ej ind
en Mindeflok lys i mit Sind! —
Som et kølende Pust over brændende Kind
er for Sindet Vindens Vift fra Højfjeldstind —.