Jeg kender mig igen! Hid gik min Længsel
mod Højfjeldsfreden!
hvor savnfyldt Uro, Tvivl og Angst med ét er
af Sindet gleden.
Hvor al min Længsel kan til Hvile søge
bag Snefjeldstinder,
og hvor hver Aften Solens Guld de hvide
Bræer beskinner.
Hvor mørke Fjeldvand stirrer mig i Møde
med dybe Blikke,
men hvor jeg véd, at Svig og Angst og Gaader
mig nager ikke.
Thi hvor Naturens Gaader er de største,
som Synet byder,
der tier Livets, og dets skarpe Stemmer
ej mere lyder.
I Fred man sænkes i Naturens Arme,
mens Stjerner smile,
og Kvægets Bjælder fjernt i Fjeldet ringe
til Aftenhvile.
Hvor Elvens Duren hist i Skaret nede
blir ved at mane
vor Sjæl til trygt som den at vandre frejdig
vor egen Bane.
Og Natten stiger taus og lys indover
Højfjeldets Øde.
— Du saare Sjæl, som led og stred saalænge,
— hold op at bløde!