Du glemmer dem aldrig — de første To,
som bares i Land ved Galata Bro.
Baare ved Baare laa de om Bord.
En blodig Høst af en hærget Jord.
Med hvide Ansigter laa de To.
Begge paa Vej over Dødens Bro.
Unge og blomstrende Mænd i Gaar.
Nu laa de begge med Banesaar.
Indsunkne Øjne med brustent Blik.
Brustent — dog brændende. Dødsangst-Blik.
Stumme Øjne, der skreg i Gru —
Død — vær naadig — lidt endnu . . . .
Alt isnedes een af dens klamme Pust.
Baade Bækken og Bryst var knust.
Han laa saa stille som Aks paa Eng.
Nylig laa han i Barneseng.
Spirende Dun over Ynglingemund.
Næsten en Dreng. Kraftig og sund.
Kraftig og sund. Blot splintret og dræbt.
Blot til Krigsgudens Alter slæbt.
Laa nu her, medens Dødssveden randt.
Blikket blev borte . . . Bevidstheden svandt . . .
Haanden famled — og gled mod Jord.
Famled vel efter en stakkels Mor —
Den anden — ældre. To ru og raa
Arbejdshænder paa Baaren laa.
Knyttede laa de. Vented vel paa,
at nu skulde Hvilens Time slaa.
Over Forbindingen Øjnene saa
fjernt over Færdslen, mod Bjergenes Blaa.
Havde han hjemme derinde — mens nu
alt var veget for Krigens Gru —
Havde han hjemme derinde — mens her
han kun var een af en lemlæstet Hær?
Ingen ved det. De næste stod
Baare ved Baare. En blodig Flod.
Langsomt bølged den ind fra Bord.
En blodig Høst af en hærget Jord.
. . . . Snart var Verden eet gabende Saar,
De To blev Tusinder. Dag blev Aar.
Men du glemmer dem aldrig — de første To,
som bares i Land ved Galata Bro.