Og der gik en gammel, gammel Kvinde,
gul og gusten og saa hul om Kind,
og med Hostens haarde Hiv i Brystet,
famlende sig fremad, næsten blind —
og med blaa og stive Hænder knyttet
om de tynde Pjalter, i den isgraa Vind.
Om Soldaterne vil sælge hende
blot en lille, lille Smule Brød . . . .
men der staar saa stor en Flok derhenne
omkring Trappen . . . . ventende, i Nød,
haabende, som hun, lidt Stands i Sulten,
naar med Suk den sidste Para de dem bød.
Flokken er saa stor . . . . Og mangen stakkels
Kvinde staar, med Barn paa trætte Arm
og ved tomme Bryst, og under Hjerte . . .
Hun kan vente . . . til i Morgen . . . Larm
lyder ud fra Flokken, Bøn og Jamren
fra hver Mor med sultent Barn paa slappe Arm —
— Se, der gled en gammel, barnløs Kvinde,
gul og gusten, stille ned mod Jord.
Hostens haarde Hiv var nu forstummet;
Blikket var en brusten Gaades Ord.
Hænderne, de kolde, stod nu aabne.
Tomme. For hun havde været selv en Mor — —
. . . . Ja, der laa en gammel, livløs Kvinde
imod Aften uden for min Dør.
Andet var det ikke. Ingen standsed.
Alting — Krig og Sult og Smerte — gik som før
. . . . Naar kan jeg din tomme Haand mon glemme,
gamle, døde Kvinde uden for min Dør — —