Min lille, min lille . . . . du ligger derinde saa stille,
saa rolig og glad og ser mod de blodige Skyr.
Hans lille . . . hans lille . . . jeg kan ikke taale de milde,
straalende Øjne, hans Øjne, hans Blik . . . vor lille,
vor Lykke, vor fælles, dejlige Skat,
— siden det nu . . . blev Nat.
Jeg ser ham endnu, da han løfted dig op paa Armen
den sidste Gang . . . og Toget fløjted og peb.
Han lo . . . men det skælvede svagt om hans Mund . . . og Larmen
kunde ej kvæle hans Hjertes lønlige Raab,
det, der brast i hans Blik: Ser . . .
ser jeg ham . . . ser jeg ham . . . mer?
De blodige Skyr. Rødt spejler de Jordens Smerte.
Kun du, og de smaa som du, fatter det ej.
Baby . . . Baby . . . saadan saa det ud i hans Hjerte.
Husker du, Barn, der ligger derinde og smiler —
husker du, Barn, saa glad og sund —
hvor det skælvede . . . om hans Mund . . .