Maaske var der eet, eet eneste,
som aldrig fordum fandt Rum i Ord,
fordi det ikke var muligt
at træde saa stor en Smertes
hellige Jord.
Maaske var der eet, eet eneste,
som aldrig fordum slog Rod i vor Tanke,
fordi vi vidste, at søndred
den Storm os, fandtes der ingen
Redningsplanke.
. . . . Men listed den Sorg, den eneste,
en Dag dog langsomt frem for vor Dør:
Død i de Øjne, vi elsked . . . .
og havde den Trin saa tunge
som intet før —
og skulde det ske, det eneste . . . .
at se de Øjne briste — briste —
saa var der kun eet tilbage:
at følge ham ud i Mørket —
det sidste — sidste.