Themsen ligger nattestum og stille;
Lyset fra min Nabos Lampe spejler sig deri.
Her hos mig i Stuen er der mørkt. Og kun en lille
Vugge staar og lyser med sit Lagens Broderi.
Blind jeg stirred mig de tusind Mile
imod Øst — og saa en lang, en smerteblodig Front,
hvor Galiziens Sumpe blev den sidste, lange Hvile
for de Trætte — under Ildens røde Horisont.
Dèr jeg søgte dig, Dag, Nat, saalænge . . .
hørte Polens Floder hulke, saa’ det stive Blik
i de røde Bølgers Vande, nu kun Dødens Senge
for en Manddom, der blev myrdet, koldt, af Krigs-Taktik —
hørte Vindens Hvisken stille klage
for en Ungdom, for en Verden, som til Hvile gik;
for de tusind unge Øjne, som sig saa tilbage
efter Livet, med den sidste Længsels dybe Blik
Bag de tusind, døde Hjerters Flammer
var der eet, som stadigt blødende, blev ved at slaa:
Krig, dit store, hjerteløse Hjertes haarde Hammer.
Verdens-Hjertets Blod du kræved. Stivnet saa vi paa . . . .
— Østpaa slæbtes alt mit Sind. Forrevet
leved jeg i evig Rædsels Tyranni.
Men en anden Front brød frem. Dèr var min Dødsdom skrevet.
Det var dig — aa dig, Gallipoli — Gallipoli! —
Derfra vented jeg — nej, venter, venter
jeg nu Bud og Brev . . . Jeg ser det havblaa Hellespont,
ser vor Flaade gynge mellem høje, gulgraa Skrænter —
ved — men fatter ikke — : her er Dødens mørke Front.
. . . Er det Maanen, eller, Død, din blege Pande,
som staar bøjet og mig stirrer hvidt i Øjet ind . . . .
Er det Hellespont — nej, det er Themsens stilie Vande,
som i Natten hvisker til mit vaandefulde Sind —
Han, du elsked alle Livets Dage,
er forsvundet bag den store, røde Horisont.
— Vuggelagnet lyser stille . . . . er hans Bud tilbage
om den Sejr, du skal naa ved Livets lyse Front.