Saa gaar jeg ud ved Nat ad Drømmens Veje —
dens mørke, mørke Haabløshedens Veje,
hvor du, der var et Lysets Hav af Haab
med Glædens gyldne Roser om din Pande,
er blevet borte for mig
paa Blod-Kyklonens dybe Vanvids-Vande.
Jeg ved det. Og af Alt kun eet forstaar jeg:
du hører ej mit Raab.
Et Dødens Ekko slynges mig i Møde
fra Haabløshedens Dyb i Hulens Øde.
Jeg føler dig, ulegemligt, til Stede
i denne Stemme, som dog ej er din.
Du er der, som et Ekko af den Verden,
der var din Sjæl og var mig Livets Vin
og Visdoms Væld . . . . Dig er det — dig!
Men ikke mer min Elskede —
og ikke mere min! —
Alt hvad du var, er altsaa nu et Intet,
Tomhedens mørke, haabløst mørke Intet.
Du, Kraft og Styrke, du, som bares frem
af Glædens sølverhvide Svanevinger,
er blevet borte for mig
i Krigens tomme Tummel. Og den ringer
min Hjerne syg. Af Alt kun eet forstaar jeg:
du kommer ikke hjem!
Det er forbi. Forbi. Men sommetider
tror jeg, at de har fundet dig. Ved Hulens Sider
staar der en stenkold Baare — som er din.
Det er min Elskede, som stille ligger,
saa marmorbleg og marmorskøn . . . .
men uden Sjæl! . . . Dig er det, dig!
Men ikke mere min Elskede — —
og ikke mere min — — —