I den første, vilde Smerte
var der ingen, ingen Bund at finde —
ingen Bund og ingen naadig Havn
i det Hav af kulsort Savn
inde i mit stumme Hjerte.
Kun at famle lammet, frem i Blinde,
for en stenkold Strand en Gang at finde.
. . . . I den sidste, stumme Smerte,
naar en Gang min egen Time kommer,
vil vi mødes allersidste Gang
i den fælles Svanesang.
Da vil først vort Samliv dødes,
da, først da, vil dine Øjne briste,
naar de ikke mer med mine mødes.