Han:
Der staar paa Bordet foran mig et Billed,
jeg synes, det gør Stuen lys og varm!
Et fordringsløst Portræt kun, af en lille,
lyshaaret Pige paa sin Moders Arm.
Hun har saa spørgende, saa store Øjne,
hun taler med mig tit og mangen Gang.
For er du borte fra mig, blot en Time,
saa falder Dagen mig som Aar saa lang.
Med hende taler jeg da tit, den lille,
fortroligt i mit Hjemlands bløde Sprog.
Hun lukker mig en Verden op; ved hende
din Barndom bliver mig en aaben Bog.
Hun er saa tillidsfuld; hun rækker begge
smaa Hænder ud, og spørger: er det dig,
jeg nu tilhører? blev i dine Arme
jeg fra min Moders lagt? Ja, det er dig.
Jeg véd, du har saa ømme, bløde Hænder,
som ingen Moder selv; det er hos dig
alene, jeg vil være; du vil lede
mig frem paa Livets vanskelige Vej.
— — Der staar paa Bordet foran mig et Billed,
jeg synes, det gør Stuen lys og varm!
Et fordringsløst Portræt kun, af en lille,
lyshaaret Pige paa sin Moders Arm.
Jeg ejer af dig mangt et andet Billed,
som staar maaske mig endnu mere nær.
Men denne lille Pige, som sin Tillid
mig gir saa trygt, — hun blev min Sjæl saa kær.
Og er du borte fra mig, blot en Time,
og Stuen er ej længer lys og varm,
saa er det hende, jeg tyr til: en lille,
lyshaaret Pige paa sin Moders Arm.