Nu begynder de — de sorte Nætter,
og det suser tungt, og Stjernehæren
sank usynligt bort. Vi ved ej hvor.
Men vi tror saa gerne paa, at hver en
Stjerne endnu lever over Jord.
Nu begynder de — de sorte Nætter.
Men det var en Gang de lyse Nætter,
og det gæred, fuldt af Foraarsgrøde
og af lysblaa Løfter for dit Liv.
Og vi syntes, at en Dag var øde,
Natten tom og Luften uden Liv,
om de døde ud, de lyse Nætter — —
— Mørkest er de vaagne, lyse Nætter.
Naar din Sjæl er allermest forrevet,
og de brudte Løfter for dit Liv,
med »Forbi, forbi«, staar staalskarpt skrevet
i det hvide Natteansigts Liv.
Mørkest er de vaagne, lyse Nætter.
Lysest er maaske de sorte Nætter.
»Sandhed, Sandhed« suser de imod dig;
bort fra Fejghed bærer deres Røst;
Fejghed, Fejghed, naar en Drøm forlod dig.
— Drøm blev Guld. Blev Sjælens Skov i Høst.
Lyse, lyse er de sorte Nætter.