Nat — dit Blik er dybt,
i sin mørke Sødme,
naar du sænker Øjelaaget
over Skovens Dyb og Himlens sidste
Solfaldsrødme.
Saa’ den lyse Dag,
at vi saared, synded,
lukked den letsindigt Øjet,
— ak, du Nat, du Nat, hvor stille du
om Selvtugt nynned.
Saa’ den stærke Dag
os i Svaghed svigte,
slappe Suset i vor Ungdoms Vinge,
— Nat, du gav os Modets Fred, dets Frelser
Fyr i Sigte.
Dag gik bort — og du
fik det alt at vide.
Saa’ med dine dybe Øjne
alt, hvad Dagen og dens travle Hænder
skød til Side.
Kun for dig, dit Blik,
staar vor Tanke nøgen.
Dagen dækked, naar vi, sansesvækket,
tog og gav i Flæng, med Slør om Viljen,
sløvt, som Skøgen.
— — Nat — vær mild af Blik,
gavmild i din Sødme,
naar en Gang du sænker Øjet
over Livets Dag — og Dagens sidste
Solfaldsrødme.