Mon Alt er visnet derhjemme
paa alle de gamle Steder?
mon Efteraarsgult beklæder
mit vaarfagre Fædreland?
Mon alle de bløde Farver
er blegnet i gyldne Sommer,
og aldrig, aldrig kommer
at møde mit Syn igen —?
Ak, er det Høst, er det Høst, naar Gensynet eengang er inde!
Mon alle de unge Knopper
er bristet for Solens Straaler,
har drukket af Lysets Skaaler
og foldet i Fryd sig ud!
Mon over de blomstrende Enge,
jeg altid elsked saa saare,
forlængst er gaaet den haarde
Le med sit Dødsensbud —?
Ak, er det Høst, er det Høst, naar Gensynet eengang er inde!
Mon, naar jeg vender tilbage,
stryger de kolde Vinde
over hvert Sommerminde,
som jeg for lidet nød?
O, mon de ej vil blusse
op i en Eftersommer,
naar jeg som fattig kommer,
inden den store Død —?
Ak, er det Høst, er det Høst, naar Gensynet eengang er inde!
— Mon alt er visnet derhjemme
paa alle de gamle Steder?
mon Efteraarsgult beklæder
min Ungdoms vaarfagre Land —?
Mon alle de bløde Farver
er blegnet i Livets Sommer,
naar eengang jeg atter kommer
i Land paa min Ungdoms Strand!
— Ak, er det Høst, er det Høst, naar Gensynet eengang er inde?