Det blaaner over Mjøsen,
det sitrer over Vandet
i Varmedisens Taager,
som skælver over Landet.
Alt aander lydløst, dæmpet,
i Pust af Varmebølger,
og ingen Friskhed følger
med Vindens vage Gang.
Højt oppe glipper døsigt
og søvnigt Solens Øje,
som om i Nattens Arme
den gerne gad sig bøje.
Med eet den fremad titter
bag Skyernes Gardiner:
se — Storhamars Ruiner
staar frem mod Aasens Ryg.
Og rask den aabner Øjet
og kaster Slørets Dække,
saa lyse, ømme Straaler
sig om Ruinen lægge.
De gamle Buer knejser
og spejler sig i Vandet —
hvad sér de — ak, ej andet
end bristende Ruin.
— Det mørkner over Mjøsen,
det bølger under Vandet
i Tordenluftens Hede,
som ruger over Landet — —
Alt aander lydløst, angstfuldt,
og hør —: det første Bulder
hen over Mjøsen ruller —
— Vi lander: Eidsvolds Grund!