Ombord. Aften
Aldrig blir jeg dog træt af at tale med dig
nogen Stund, du mit dejlige Hav!
Du var med overalt, hvor jeg for over Fjeld,
og jeg vidste det, vidste det vel!
Og jeg hilste dig tryg, og jeg hilste dig taus,
da vi endelig mødtes igen!
Og du svarede mig med din hjemlige Klang,
som skal nynne min Dødssang engang.
Og du ved, at du ejer mig udelt, mit Hav,
thi hvem gav du vel Minder som mig?
Og du ved, at mit Hjerte med dit er i Pagt,
saa jeg altid maa føle din Magt.
Og jeg véd jo, at eengang, naar Haaret er graat,
og mit Hjerte i Livet har blødt,
vil jeg elske dig endnu, hvorhen jeg saa gaar,
med Glans fra min Ungdoms Aar —
— — Og nu ligger du dér, med dit blaadybe Blik,
og ser mig i Øjnene ind — —
medens Solguldet kysser dit vuggende Vand,
og Maagerne vende mod Land.
Og du giver mig nu, med din Troskab fra før,
af din dybe, din evige Fred,
saa jeg suger din Hvile, dit Havblik dybt ind
i mit evigt urolige Sind.