Det blæser mig i Nakken —
den morgenfriske Kuling
staar med en havsalt Hilsen
omkring mig, hvor jeg gaar!
De hvide Bølgetoppe
mig smilende tilnikke,
— jeg tror, og tror dog ikke —:
det er det danske Hav!
De sover allesammen,
— aa, for de véd jo ikke,
hvad Havets Morgenhilsen
er for en Lykkedrik!
Hvad skatter de et skumfrisk,
et syngende Godmorgen,
naar Sprøjtet staar om Dækket
i Ansigtet ind!
De kender ikke Jublen
ved Havets dybe Stemme,
de fatter ej hver nye,
hver mindste Klang deri!
De hilser ej som Søstre
de friske Bølgetoppe,
de Maager smaa deroppe,
som sejler højt forbi — —
Og Kulien blaa sig hæver!
Jeg hilser dig, min dybblaa
trofaste, fjerne Genbo
fra Barndomshjemmets Strand!
Du var min Barnelængsel,
mod dig fløj tusind Tanker,
som tyst nu mod mig banker
frem bag din Bølgerand — —