Imellem to aabne Arme
sejler jeg strygende ind:
Nordsjællands dæmrende Stribe
og Kuliens bølgende Tind.
Jeg føler det Favntags Varme
i hver en Solstraales Spil, —
— jeg føler, at Hjemkomstglæden
nu jubler mit Hjerte til!
Jeg hilser dig, Kronborg, gamle,
prøvede Kæmpe i Nord!
du Skildvagt for stærke Kræfter,
der endnu i Danmark bor!
Du fryded mit Barneøje,
dig elsked mit Barnesind;
du er som en gammel Tale,
der voksed sig fast i mit Sind.
— — Jeg lodder de nye Kræfter,
som Fjeldlivet gav mit Sind,
jeg gemmer dets rige Styrke
dybt i mit Hjerte ind —
Jeg maaler den Kraft med min egen,
der fødtes af Havets Bad,
— men føler, de hører nu sammen,
de kan ikke skilles ad —