. . . Det suser, suser i Skoven —
igennem de gamle Kroner,
med Toner i Stormens Moll
i alle de syngende Toppe.
Og det er godt, at det suser
deroppe — —
saa hører du ikke den sydende Hvisken,
som glider saa tungt gennem Busk og Krat
i den stjernestrøede, sorte Nat,
fra den Flygtning, der flakker i Skoven,
ud og ind — ud og ind —
Ven — dit Sind.
. . . . Jeg saa’ en Dag, ved Senhøst,
da Solen gik helt paa Hæld
ved Kveld, med en sidste Straale
bag Sky — et afblomstret, sandet
Bed, brunt af visne Blade.
Ikke andet.
Men pludselig gløded den sidste Straale
fra Skyen, ned paa det visne Bed.
Den søgte stille — og standsede ved
en enkelt, mørkerød Rose,
som flammed endnu, med Sommerglød,
— varm og rød.
— Jeg vidste, du var en Flygtning
for dine egne Tanker
og mine stumme Ord.
Du vidste, at jeg forstod dig,
saasnart du hvisked: jeg synded
imod dig.
Og jeg, som kendte din blomstrende Sjæl,
jeg vidste, hver Blomst kunde godt forgaa,
men Angeren vilde flammende staa
i din Sjæl, som den sidste Rose,
med en underlig ædel, mandig Glød
blodigt rød.
Nu ligger dit Brev paa Bordet,
som saadan en sidste Rose.
Mimosen kunde ej kræve
mildere Kvindehænder
og mere nænsom Skaansel
mellem Venner.
Sorgen er Sol. Hvor Nag og Haardhed
er gold og kold, kan dens Straale naa
til Sjælens visneste Blomstervraa;
finde den sidste Rose
og tænde den flammende Angers Glød,
— Ven, hvor rød!
. . . . Det sused længe i Skoven —
— ak Ven, jeg kender den Susen,
den Brusen af syngende Toppe
igennem de stærke Kroner
Kender jeg ikke Fristelsen ved
de Toner?
Jeg vidste din Sjæl paa Flugt gennem Skoven —
og vidste, før du, at det var ikke godt,
at det sused saa længe; jeg ventede blot.
— Og der flammed en Dag en Rose
i den sidste Sol over Løvfalds-Jord.
Og et Brev — paa mit Bord.