I
Gyldne, gyldne og røde
som Knapper af Guld og Rubiner
paa Kapper af grønt, med flødefarvede
Stænk og Striber paa.
Og blaa — som vi tænkte os Bjergene,
den Gang, vi var ganske smaa.
. . . Gyldne, gyldne og røde.
Grøftekant, hvor du skinner.
Nænner du vel at visne?
Kender du det, som binder
af Farve-Nuet en Fremtids-Krans?
Lær os det. Lær os at gemme
Livets Farver i Morgenglans.
. . . Grøftekant — hvor du skinner.
Efteraarsblomster — Minder
ligner I mest. Og derfor
signer jeg jer, og finder
hos jer de tabte Bjerges Blaa
og alle de gyldne Farver
mit Hjertes Løvsal saa.
. . . Efteraarsblomster — Minder.
II
Pluk dem da hjem til din Stue;
stænk dem som gyldne Solglimt rundt;
strø deres Smil og Straaler
i Skaaler og Glas, i Bundt ved Bundt.
— Og er du den ensomme Vandrer,
fattig maaske, og tungt forslidt,
og ejer du ingen Stue,
og kalder du intet Vindu dit —
intet Vindu til Blomster,
dit ved skiftende Sol og Vind,
lad dem da blive ved Vejens
Kant — og pluk dem kun til dit Sind.
Den stilleste Stue af alle
i Verden er vel dit eget Sind.
Nøglen fik kun de færreste;
de, der vidste at liste derind.
Dèr kan de Blomster straale,
stænke Sol i et Graavejrssind;
friske til alle Tider,
lukked du først dem i Sindet ind.
Farvers Festskrud gav de
dem, du delte din Stue med.
Stod der een derude
lyttende mod det stille Sted —
vilde du ikke aabne,
lytted du selv, men anden Vej:
Blomsterne, dem kan du dele;
de har Duft for fler end dig;
de har Drømme, uskyldige,
kyske som Barnets i Sommernat;
stærke men ikke berusende,
bløde som Taager i Elverkrat.
. . . . Pluk dem da hjem til din Stue,
stænk dem som gyldne Solglimt rundt
Strø deres Smil og Straaler
i Sjæl og Tanker, i Bundt ved Bundt.