Hun:
Du siger, jeg er som Granen,
der vokser ved Ararats Fod
hist i dit fjerne Fædreland,
hvor Østens Sol opstod;
du siger, at du aldrig fandt
— hvor end din Livstraad frem sig spandt —
Mage til, selv af ædlest Rod,
de Graner ved Mont Massis’ Fod.
Du siger, at jeg minder tit
dig om, hvad Alt der før var dit,
Alt, hvad igennem Skrig og Blod
du hist i Øst forlod.
Du siger, der er i min Stemme
Klang og Glans fra din Barndoms Aar,
og Billedsyner og Minder
fra din Faders Søjlegaard.
— — Og minder jeg dig om Granen,
der vokser ved Ararats Fod,
langt imod Øst i dit Fædreland,
— det er vel mit norske Blod!
— Men Du, — hvor er det underligt!
Du er for mig det fagre Digt
af Bøgen, hvor den, mildt og lyst,
kranser i Nord mit Hjemlands Kyst!
Og minder jeg dig om, hvad hist
du elsked i din Faders Land,
om Himlens Glans, om Rosens Brand
og Arax’ Blomsterstrand,
— saa tænker jeg, at dit Hjerte,
pisket af Smertens Vaand,
med Ildhu det tabte begærte
— og fandt det ved Elskovs Haand.
Nu er dine Fædres gamle
Rige ophugget med Rod —
højt skriger mod Østerhimlens Glans
dine skyldfri Brødres Blod.
Og Rosens røde Brand er slukt
i Taarehav, og tæt er lukt
de milde Blik, og trampet ned
er Arax’ Blomsterstrand.
— — Mont Massis’ Gran jeg er for dig,
og du mit Hjemlands Bøg for mig,
skønt du er mørk, og jeg er lys,
og fælles ej vort Sprog!
— For mig er der netop i dette
en Lignelse lys: Kontrasternes Baand
skifter just Ham og samles
af den fælles Menneskeaand!