Sammensunken sidder du, der hvor Vejene krydses. Sneen falder, den dækker dit Hoved. Gabende Saar er trængt ind i dit Legeme; dine Øjne er røde som Søer af Blod.
Du er den gamle Moder for Aarhundreders Lidelser. Ulykken har knuget sine talløse Jærnringe om dit Hjerte; de skarpe Vinde har pisket dig, og Haabløshedens Mørke har tynget dig mod Jorden.
O, hvilken ond Fe spandt din Skæbnes Traade? Hvem af dem, som nu ser dig, slaaet til Jorden og døende, kan mindes, at eengang var du saa fager en Jomfru, og hvor stolt dine Øjne straalede!
Din Sjæl flagrede frit som det lyse Banner mod Himlen mellem dine Bjerges Tinder. Dit stolte Bryst svulmede og gav Mælk og Honning til dine Børn.
Du var alle Røveres Attraa; uophørligt har de kastet sig over dig. Oprejst har du værget dig gennem Aarhundreder; indtil den Dag kom, da du første Gang kastedes til Jorden.
Og dog beholdt din Sjæl sin Rigdom, sin Frugtbarhed, midt i de vilde Kræfters Rædselsherredømme. Du har givet Verden af Livets rige Blomster. Af Jordens Skød har dine Hænder draget Skønheden frem.
Barbarerne lænkede dine Hænder, de sønderflængede dit Bryst og tilsølede dit Legeme. Og du blev den blødende Moder til tusinde Saar.
Men du var skøn, du var stor selv i Ulykken. Din Sjæl beholdt si nhellige Ild, du sprængte de nedværdigende Lænker, og mere end een Gang vendte du tilbage til Livet.
Dine Øjne søgte altid mod Lyset; din Aand var vendt mod den vestlige Verden. Og du vedblev haardnakket, gennem Aarhundreder, at staa fast paa din Post mod den asiatiske Strøm.
Men Strømmen voksede, væltede sig imod dig, omstyrtede dig. Din Ild slukkedes i dens fraadende Vande. Lamslaaet, udstrakt paa Jorden i Krampetrækninger, men stadig levende, ventede du i Mørket.
En Trommehvirvel rungede gennem Luften; gysende løftede du Øjnene og vendte dem mod Bjergenes Tinder — — men Mørket rugede stadigt, og den isnende Taushed vedvarede.
Og en Dag, under den højeste Smerte, rejste du dig, og du udstødte et højt Skrig af Dødsangst og kaldte til Hjælp. Men Verden forblev døv for dit Skrig, din Opstand blev knust under Bøddelens rasende Hæl; dine Børn blev druknede i et Hav af Blod.
O, vor Moder Armenien! man brændte dit Hjerte og udrev dine Øjne! Jaget fra din Arne sank du til Jorden; nøgen laa du mellem de kolde Vinde, gispende i Blod og Aske.
Nu sidder du ubevægelig, som en smertefuld Skygge, paa Resterne af rygende Ruiner. Vinden bider dine Saar og fra dit Bryst rinder ikke Rigdom, men Blod.
Langsomt bevæger du Hovedet, og du græder. Og med en Stemme saa blød, at ingen kan sige det, synger du en Vuggevise for dine Børn, som segnede i deres Blod, og for dem, som flakker mod de fire Verdenshjørner.
En Vuggevise for de unge Ørne, som faldt, og for de smukke Øjne, som slukkedes, og for de fredløse, som overlevede dem og som lider i Fængslerne, i Elendigheden og i den mørke Landflygtighed.
— Det er nok, o vor Moder Armenien! Det er nok —! Din Vuggesang er en Dødssang! Vi vil synge dig en ny Vuggevise! Du har lidt for os og sunget for os; nu vil vi løfte Lidelsen paa vore Skuldre, og vi vil synge for dig om Haab og om Hævn! Og de Døde skal skælve under Jorden af Glæde!
Løft dit Hoved, og græd ikke! Smerten er hellig, den er stor og frelsende. Intet er ædlere end Offeret, der ikke knækkes under Korset! Det er i Mørket, at Morgenrøden fødes.
De sorte Voldsmænd, de blodige Bødler skal segne og svinde som den onde Røg, og du skal opstaa af Asken, forynget gennem Lidelsen, lysende!
Græd ikke! lad ikke dit Haar flyve for Vinden! bøj ikke modløst dit Hoved! Vedkend dig dig selv! Altfor længe tjente dine Kræfter som Søjler til Støtte for fremmede Huse.
Sov i Fred, I blege Brødre, som faldt! O, Moder, rejs dig! velsign os! udstræk over os dine Hænder! vort Blod og vort Liv være viet til din Lykke!
Sejrrig skal du staa frem af Mørket! Dine Øjne skal blive til Stjerner, dine blødende Saar til Roser! Dine hvide Haar skal skinne som Solens Lys!
Oprejst skal du staa, der hvor Vejene krydses! Dine Hænder skal sprænge Aarhundreders Lænker! Rejs dig! Dine Smerter er Fødselsvéer! O Moder, det er en Verden, der vaagner under dit Hjerte —!