I
Böcklins Malerier
Han:
Blandt alle de Minder, som ejer
min Sjæls allerlyseste Kærtegn
er den tidlige Gry ifjor i April,
da vi mødtes, vi To, i Berlin!
Jeg stod paa Perronen; med Hvæs og Hvin
bruste Expressen fra Basel ind;
den dejligste Lyd, jeg hørte,
— min Lykke imod mig kørte!
Vi var skiltes i Schweitz, mellem Bjerge
laa værnet de vaarlyse Minder
fra vort første Møde, — og ak, nu her,
den sidste, sidste Termin! —
— Paa Platformen en Ungpige-Dragt — det er din!
og din hvide Hat, og din slanke Ryg,
og Alpestokken, jeg gav dig,
— du vinker, du vinker af mig!
— — Mellem bølgende Millioner
rulled ned gennem Friederichstrasse
vi To — og vi suged den søde Duft
af Kastanjeknoppernes Pragt.
De var bristet i Morges, — Aprilsolens Magt,
hvem er ikke dens Træl med Fryd og med Sang!
— Taust vented de store Linde;
deres Time var end ej inde.
Og vor —? Ja, jeg vented vist nærmest
at se Solen mig dale i Favnen;
og du — du sad dér saa ung og glad
og saa’ paa den store Stad . . . .
Der var jo i dette: at følges ad
en Jubel for mig, et Lykkebad!
maaske jeg kunde det trænge;
en ensom var jeg saalænge.
Du var sulten, og snart sad vi bænket
i en ægte Berliner-Halle,
(det var dig, der vilde paa Kneipe ind
og ikke et net Hotel!)
Men det Øl, som det smagte! aa, husker du vel
for en Gudedrik! — og Studenternes Raab
gennem Røgen, og Værtens Stemme,
— hvad vilde de sagt derhjemme!
Men Tiden var kostbar; vi vidste
jo begge To, hvad vi vilde:
det var Böcklins Billeder, du skulde se,
som jeg havde fortalt dig om.
„Det var jo næsten derfor, jeg kom,”
sa’ du, „jeg mener, over Berlin;
jeg længes efter dem! — bare
man kunde la’ Toget fare —!”
Og vi sused paany gennem Sværmen,
nedover Unter den Linden;
— det var dog vist en Bortførelsesdrøm,
men ingen raabte jo Stop!
Saa rulled vi for Galleriet op,
og de brede Trapper bød ind til Fest,
— jeg ejede Verden vide,
jeg havde jo dig ved min Side!
— — Hvorlænge vi gik deroppe,
hvor er det mig muligt at sige;
hvem maaler i Tid vel den korte Stund,
hans Lykke skød Knop og Blomst.
Vi glemte Verden; kun Lysets „Bliv ”
fornam vi i os, til fælles Liv
i dette signede Eden,
i Kunsten og Kærligheden.
Og nu, da jeg vel skulde skildre
den Herlighed deroppe,
og tolke den store Mesters Kunst,
som aandede paa vore Sind,
— nu kan jeg det ikke, nu blandes jo ind
dit Billed i Alt, og jeg staar som stum
og stirrer i lyse Minder,
som kunstnerisk Syn mig binder —
Jeg husker de To i Græsset,
i Løvspringslykken tilsammen,
— men hvor kan jeg høre den Knokkelmands Røst
eller sandse „De dødes Ø”?
— Du trylledes længst, som ved dybest Sø,
af den Gamle, der spiller for Jesus Krist,
— maaske du dér kasted Anker
for egne, drømmende Tanker — —
Violinen er Ensomheds-Skatten
for ham, Eremitten hvide,
... det dirrer i Natten ... han spiller med Ild
for Frelserens Billede graa....
Det hænger paa Klippen ved Hyttens Vraa,
Smaa-Engle flokkes og lyttende staa — —
— — Du ogsaa — — o, lad dig ej fange
af Drømmens dragende Klange — —!
II
Følge
... Men Solen randt og minded
os om, at kort var Mødet,
— forjættende den skinned dog
i Sindet!
Og da vi stod i Vrimlen
paa Central-Bahnhof, følte
med fælles Smerte, fælles Fryd,
vi begge,
at dette var umuligt!
Saa snart igen at lægge
de mange Mile mellem os,
de mange, mange Mile,
det var, det var for gruligt!
Et Øjeblik jeg saa’ dig
i Øjet ind og spurgte
et taust Sekund, et langt Sekund
blot: maa jeg?
Og Svaret øste villig
jeg af dit Øjes Kilde,
i hvert Fald bort jeg fo’r i Hast
i Vrimlen,
og — mange vilde grynte,
men jeg, jeg var i Himlen —
thi i min Haand jeg knugede
jo en Billet, ja en Billet,
Billet til Warnemünde!
Og sammen steg vi, stille
af Glæde, ind i Toget,
— nu skulde først det brede Hav
os skille — —
Nu fik jeg Lov at følge
dig til, hvor Bølgen vugged,
den vilde bære frem min Skat
til Hjemmet —
— — Saa fløj de korte Stunder,
mens begge kun vi næmmed
den dybe Fryd ved fælles Fart
— til Østersøen laa der
i Solnedgangens Under — —
For første Gang vi sammen
ved Havet stod, som gyldent,
et taust Sekund, et langt Sekund,
blev Rammen
om vore Hjerters Afsked.
Til det betroed tause
vi begge to vort Livshaab lyst,
— o, stille!
Det maatte ske, det ene
paa Jorden, som vi vilde!
Vi vidste det, vi tvivled ej,
vi saa vor Fremtid stige
i Solopgangens Under — —
Og dér, bag Havets Bue,
dér laa dit Land, det lyse,
jeg syntes alt dets Kyster klart
at skue!
— Og da du stod paa Dækket,
jeg strakte mine Arme
dermod og følte som en Strøm
af Varme,
af Lykke, Lys og Sommer
en Bro imod mig bygge!
Du sejled ud —! jeg smiled trygt
og pegéd mod dit Hjemlands Øer:
Du lyse Land, — jeg kommer —!