Det er Vinhøstens Tid. Det vælder
med Druer frem over Jord.
Gule og grønne med Dugdragt paa,
lysende hvide og sortnende blaa,
— og Solen kysser derpaa!
Koner og Drenge plukker
lystigt, med Kurv paa Ryg.
De brogede Dragter, de røde Sjal
luer bag grønne Vinløvssal,
— og Solen kysser derpaa.
Og Søen ligger derude
klar med sit lyse Blik.
Hvor fik du vel, Genfersø, fra, den Glans
i dit Smil og i dine Bjerges Krans,
naar Solen kysser derpaa!
— Men hjemme er det September!
Luften er frydefuld høj,
og der er en Klarhed, et sjælfuldt Skær
i Farvernes rige Efteraarshær,
mens Solen kysser derpaa!
Det er Sild-Fiskets Tid. Det spræller
med Sild langs den hele Kyst.
Trinde og hvide, glinsende blaa
fylder de Garnene, store og smaa,
— og Solen kysser derpaa!
Koner og Drenge bøder
troligt Vaaddenes Brist.
De lappede Bukser, de blege Sjal
langs Stejlebakkens fattige Val —
— aa Sol, ja kys du derpaa!
Og Havet ligger der, stille
og stort med sit dybe Blik.
„Hvor fik du vel, Hav, den evige Magt
i dit Smil, i din Sang, i hvad Alt du fik sagt,
— naar Solen kysser derpaa?”
De spurgte dig om det saa ofte,
de Digtere store og smaa.
Jeg spørger dig ikke, der trænges ej Ord
mellem dig og mig, et Barn og dets Mor,
— naar Solen kysser derpaa.
Det er Danmarks, mit Hjemlands Hjerte,
som slaar i dit Bølgebryst.
Du er Hav, for mig er din Favn ikke gold,
det er Nordens Sol — som de siger, er kold
den Sol, der kysser derpaa.
Og jeg fatter langtbedre din fattige
Kyst med de Fiskere graa,
end Sydens Vinhøst, dens Væld og Flor, —
den er mig for rig, den er ikke min Mor,
— selv om Solen kysser derpaa.