Langt — langt borte ser jeg to Øjne graa
bundne i havdyb Længsel stirrende mod mig staa —
bag dem i Lyset skinner to Barneøjne blaa;
begge de Øjenpar véd jeg, jeg aldrig, aldrig skal naa!
Dybt — dybt drages jeg mod dem hver søvnløs Stund,
véd jo, at heller ikke de faa Fred eller Blund;
saa maa vi vaage sammen — men dybt i mit Hjertes Bund
skriger det vildt af Længsel efter den Mødestund!
Langt — langt borte ser jeg saa lyst et Land!
Se, hvor det skinner i Sollys bagved den grønblaa Strand!
Dér var det eengang min Lykke og alt mit Livseje laa —
— hjem til det Land skal jeg aldrig, aldrig i Livet naa —
Aa, her er tomt og øde her i det fremmede Land!
Intet er der til Skygge over mit Hjertes Brand!
Klokker og Øjne kalder — og i mit Hjertes Bund
skælver det dybt af Længsel efter den Hjemfartsstund!
Og nu vil jeg hjem!
Aa, nu vil jeg hjem —!