»Mit friske, unge Granatæbletræ,
helt dækket med røde Blomster,
ja, fra øverst til nederst dækket med røde Blomster!
Haglen har hærget dig!
Den duftende Frugt paa min Alderdoms Træ
ligger faldet til Jorden. Se, alle mine Blade er visne!
Mit unge, blomstrende Mandeltræ,
med Bud om bugnende Frugter,
ja, fra øverst til nederst med Løfte om liflige Frugter!
Fremmede har rystet dig!
De har kastet mine Frugter til Jorden
og trampet paa dem. Se, mine Hænder er tomme.
Min Rosenkrans at skinnende Perler,
mine Hænders Hjælp, mine Øjnes Lys,
ja, mine gamle Øjnes Lys gennem sorte Sorger!
Du er bristet og faldet til Jorden . . .
Og mine gamle Hænder kan ikke samle dem op.
alle dine lyse Perler,
saa at ikke en eneste gaar tabt! . . .
— O, ulykkelige, ulykkelige Dag,
sortere end Natten derude,
ja, sortere end Nathimlens sorteste Mørke!
. . . . Modtag da, o Gud,
i dine Arme mit Barns Sjæl,
og lad den opstaa i Lys i din Himmel . . . .«