Ensomhed
store Arbejdsgiver!
Ingen ved, som ej dybt dig kender,
hvor du øser ud med rige Hænder!
Ensomhed!
Ensomhed!
Dyre Ven i Nøden!
Naar i Sorgen vildt vort Hjerte brænder,
naar vi Ryg mod alle, alle vender!
Ensomhed!
Ensomhed!
Du min Tvillingsøster!
Du er ikke, som de andre Venner,
Skum paa Vandet! Jeg din Troskab kender,
Ensomhed!
Ensomhed,
jeg vil ej dig miste!
Hvor jeg end ved Dag min Vandring vender,
imod Aften jeg hos dig dog ender,
— Ensomhed!