— — Tyst her i Skovens dybe
dødsstille, store Øde
jeg staar og lytter efter dem,
de Trin af tusind døde —
Oktoberguldet skinner
i Favn med Sorgens røde —
det er, som saa’ jeg Vaarens Sjæl
af Dødens Vunder bløde —
De drysse, drysse, alle,
mig langsomt ned i Møde,
de Blade, som jeg nylig saa’
saa lyse, foraarsbløde — —
Og Alt, hvad dengang hvisked
og spired mig i Møde,
stille! ved Grave tales tyst —
det ligger brudt og øde —!