Vort første, lille Juletræ,
hvad ligner jeg dig ved?
Ved hende kun, min unge Viv,
mit Øjes Lys, min Skat, mit Liv,
min Lykkes evig-grønne
og evig-unge Træ.
Ja du, mit Liv, min Hjertenskær,
som stille sidder mig saa nær
her ved det lille Træ —
du er mit Hjertes Julelys,
saa rank og fin og straalevarm,
— du er min Julestjerne,
kun dig jeg fulgte gerne.
Og alt, hvormed du pyntet har
i lyserødt og hvidt
vort lille Træ, vort Juletræ,
kun vort, kun dit og mit,
— det er dit eget Væsen,
det, som er ene dit.
Som Granen er du uvejrsstærk,
ubøjeligt dit Mod;
i fremmed Land du slaar ej Rod;
for mig, hvem frit og fuldt du gav
din Fremtids Liv, dit Hjertes Blod,
det var, du Alt forlod.
Som Granen kan du sukke dybt,
naar Livets Vind bed saart og hvast,
og naar din friske Tillid brast,
med Lavheds Aand i Kast.
Men altid, altid, o min Skat,
ved Dag og Nat,
stiger dog Haabets Fuglesang
fra dine Grene!
Jeg er saa stolt, min unge Viv,
min ranke Ædelgran,
naar frem jeg ser og maaler ud
Væksten af dine unge Skud,
— de friskeste, de grønneste,
i hele den store Skov!
Fordi det er jo mig, der faar Lov
at føre og følge din Vækst!
Du siger, den rinder ud fra mig,
— men nej!
maaske til at pleje dit Væsens Skud,
jeg fik en lykkelig Haand,
men dit Sjælelivs Grund kan jeg ej skabe om;
over Liv og Aand
raader de skjulte Magter.
Du smiler — og gemmer dit Hoved tyst
ind til mit Bryst,
— tror du ej paa de skjulte Magter —?
Og dit Smil, dit tusindfoldige Smil,
disse gyldne Glimt,
som med øsle Kvindehænder
du spreder over min Vej,
— de er som de blændende Straaleglimt
af Guldtraadenes Spind
i vort Juletræs mørke Grene........
— — — Og Alt, hvad hvidt og lyserødt
du dækked Træets Grene med,
saa det som Æbletræ i Vaar
med tusind Blomster staar,
det er dig selv, du Æbleblomst,
din fine Kind,
dit rene Sind,
og hyllet ind
i Kjolens lyserøde Spind........
— Men fejer bort den barske Vind
min Æbleblomst,
min unge Gran,
mit Øjes Lys — —
da — o min Julestjerne —!
da fulgte jeg dig gerne — — —
Men bort — o, ingen kolde Gys
af Dødens Aand,
— jeg holder jo din Haand!
Men giv mig, Skat, naar Julen er
forbi, og sidste Lys nedbrændt
og først de næste om et Aar
blir tændt, —
da giv mig, Skat, den gyldne Julestjerne,
som straaled for os, da vi sammen sad
her ved vort første, lille Juletræ — — —