»Jeg har kun een Drøm: at naa mit Maal!
Galgen frygter jeg ikke.
Fra Toppen af Galgen, med halvkvalt Røst
raaber jeg endnu: Herlige Armenien!«
Herlige Armenien! Dig vier jeg
mit Legem og min Sjæl!
Med Glæde dør jeg, dersom ved min Død
Armenien kan fødes paany!«
. . . . »Hvis for din Skyld de kaster mig i Fængsel,
vil Fængslet være mig et Slot!
Hvis de lænker mine Fødder og binder mine Hænder,
vil jeg lykkeligt synge: Herlige Armenien!
Blide Armenien! herlige Moder!
hvorlænge endnu skal dine Sønner martres?
hvorlænge skal de flakke i fremmed Land
eller segne og dø ved dine Fødder!
Sorgen derover vil blive min Død.
Snart skal jeg træde i Gravens Skygge.
Men fra Dybet af min Grav, med Dødens Stemme
vil jeg raabe: Herlige, ulykkelige Armenien!«