»Jeg vilde gerne være den gyldne Due,
pikke mit perlende Korn paa et Bord af Guld.
Jeg vilde smykke min Hals med en Ring af Perler,
blive en Dronning, en Dronning fin og fager.
En ung Mand har lagt sig under Træets Krone,
under Hovedet har han det gyldne Guld;
ved Siden har han Brødet, det duftende og fine.
Han er den, hvis Navn Skæbnen skrev paa din Pande.
En Nøgle er faldet ned fra Himlen.
Tempeldøren er aaben, se — vi kan se derind.
Templet er fyldt af Sol, som funkler og lyser,
smykker det hellige Alter med gyldne Straaler.
»Jeg har en gylden Stok, helt af Guld er den skaaret;
dens Spids er af Sølv, som skinner i Solens Lys.
Den er helt omvundet med gyldne Traade;
overalt, hvor den kommer, bringer den Lykke.
Jeg er det slanke Siv fra Søens Vande.
Jeg kommer stille til dig og læner mig mod din Dør.
Hvad enten du vil eller ikke, ja om du vil eller ikke,
er jeg den, hvis Navn Skæbnen skrev paa din Pande.
Himlen har aabnet sin Port fra øverst til nederst;
Guds Moder er steget ud og kommet til Jord:
»Gaa, lille Søster, gaa hjem til din Moders Arme —
din Bøn er hørt. Guds Moder har hørt dine Bønner.
En lille Fugl er fløjet fra Paradiset,
en Krans af Roser den har i sit gyldne Næb.
Paradis-Kransen satte den om min Pande:
Søster, forlængst er du udvalgt, udvalgt til Lykken!«