Du dejlige, dybe Skov!
Som et langt, langt Suk er dit Navn,
som et Suk af Sødme og stillet Savn.
Som en Dønning af Fred over al Forstand,
og af Hvile — Hvile i Lykkeland.
Som et Suk med lukkede Øjne
er din susende Røst;
som en gaadefuld Trøst
er din stille Favn,
og dit Navn som et Suk: du dejlige, dybe Skov.
Min stille, min stumme Skov!
Med utallige, tause Ord
har du givet mig Rod i din hjemlige Jord,
har du fanget mig ind i din Faderfavn
og givet igen mig Barnenavn.
Du Skov over alle Skove;
som en Fredens Kyst,
som en Elskers Trøst
med saa stille Røst
er en Hvil ved dit Bryst, min stille, min stumme Skov.