. . . . Ja, du hviskende Skov,
hvor det vuggende Hav under Himlens Opal
træder Dansen med Sang for din Fod, saa din Sal
blir et bølgende Bal,
og din Hal vugger Takt med det vuggende
Hav . . . det vuggende Hav . . .
Og du Skovduekor,
i den sølvhvide Nat og ved Morgenstund,
fra Fyrrekroner og Egelund.
Som en Kildes Bund
er din Mund, du klukkende Skovduekor . . .
du Skovduekor . . .
Og dit Guld, Kaprifol,
af de gyngende Ranker i Solgryglans,
og med gyldent skinnende Guldsmededans
ved den gyldne Sankt Hans
om din Krans af gyngende Guld, Kaprifol . . .
dit Guld, Kaprifol . . .
Som en hemmelig Røst
suser Egenes Hvisken fra Hedenold frem;
tyst aabner den Fortidens Dør paa Klem.
Tilbage — og frem,
som en hemmelig Tale fra Hedenold . . . fra Hedenold . . .
Og du mossede Skrænt,
som dryppet med Dugg og med Blaabær smaa,
og med Bal af Konvaller og Hjertestraa,
og af Klokker blaa,
— ja, du mossede Skrænt og du mumlende
Hav . . . aa, du mumlende Hav . . .