Der staar en Poppel i de Dødes Have —
Tilegnelse.
Tilegnelse.
Der staar en Poppel i de dødes Have;
bladløs i Høstens sølvgraa Luft
staar den og hviler — her, hvor Somren døde.
Den store Kirkegaard er stum og øde.
De sene Rosers Duft
stiger som Drømme fra de stille Grave.
Der staar en Poppel i de dødes Have.
En Stjerne skinner gennem Træets Grene;
Guld er i Glansen af dens Blik.
Og for hvert ét, der faldt af Træets Blade,
straaler den mere, fra sit fjerne Stade.
Det er, som om den fik
stærkere Glans, jo mer den blev alene.
En Stjerne skinner gennem Træets Grene.
Jeg kendte Een. Han blev en bladløs Poppel
i Krigens Storm. Men for hvert Blad, der faldt,
straaled kun stærkere den lyse Stjerne,
der var hans Sjæl. Og fra det store Fjerne
dens Glans forgyldte alt.
Om Træet larmed Krigens vilde Kobbel.
Jeg kendte Een. Han blev en bladløs Poppel.
Og da de sidste Blade gled mod Mulde,
stod Stjernen stor og skøn til sidste Kveld
og lyste gennem Træets tynde Grene.
Til den gaar disse Sange, aften-ene,
— den Stjerne og den Sjæl.
Den staar og straaler over Havens Kulde,
— som da de sidste Blade gled mod Mulde.