Som de lange, dybe Dønninger,
der glider saa stille ind,
langt ude fra, dybt nede fra,
er Digtene, der strømmer til dit Sind.
Stormen er forbi. Havet har raset saa længe.
Splintret og slugt. Hærget og pisket dig blind.
Dukker du op, faar du Synet igen;
og din Aand og Haand faar Havsaltets Kraft
og famler mod nye Strenge.
Som de lange, dybe Dønninger
i Somrens natlige Blund,
naar det hulkende Hav har lagt sig til Ro,
er Digtenes lykkebaarne Stund.
Stormen er forbi. Dønninger blev tilbage.
Hviskende og vuggende, stille som Havets Bund,
gaar deres Vej fra den dybe Seng
med Himlens Stjerner og Luftens Lys
over deres Nætter og Dage.