Det gungrer ved Gry
over Galata Bro,
med Ekko hult over Hav.
Faareskarer? Nej, disse Sko
har tungere Trit; det er Mennesketrav.
Rekrutternes Flok
i Rækker og Rad;
en sjanglende, solbrun Hær.
Sløv og livløs og ligeglad
er Gang og Holdning hos hver især.
Dog hist og her
er der To og To,
som holder hinanden i Haand;
Takten tænker de ikke paa —
følger blot med i det fælles run —
Sorte Okser
i tunge Spand
med blanke, buede Horn
trækker Vognene: Sække med Sand,
og Mel, og Ris, og Kærrer med Korn —
Men midt paa den gyngende,
brede Bro,
gaar Bøflernes Kæmpe-Snog.
De trækker i tung og ludende Ro
Kanonernes klaprende Kæmpe-Tog . . . .
Soldaterne vender
de sløve Blik
mod Mord-Maskinernes Brag,
et kort Sekund. Den Krigs-Musik
er allerede en Vanesag.
Sidst følger Faarenes
hvidgraa Tog:
en brægende, ulden Flod.
Til Krigens Taffel de ogsaa drog;
først Dyrs, saa Menneskers varme Blod.
De gaar deres Gang
i den gryende Dag:
Dyr, Mennesker, Flok ved Flok,
til Slagterbænkens blodige Brag.
Ræk Hals. Det er din Tur. Næste. Nok —
— Marmàrahavet
slaar Øjnene op;
hvor saa’ du Øjne saa blaa.
Delfinen kæntrer sin sorte Krop,
hvor Solen stepper paa gylden Taa —
Det bonede Gulv
er blankt og blaat
i Gryets November-Dis.
En Vildands Hoved bag Taage-Tot
dykker saa fredeligt, graat i graat — —
Men Bosporus slynger
sig, slangegrøn,
og syder bredt under Bro.
Slimede Piller med Suk og Støn
knager i Knæ, raaber paa Ro —
Det tystner ej mer
over Galata Bro
— det Ekko hult over Hav.
Der klaprer en Verdens Dødninge-Sko
med dræbte Menneskers dumpe Trav —