Det vrimler og knager og brager med Baade
i Galatas Havn.
Langsomt den store, hvide Damper
vender sin Stavn.
Folk vifter og hujer og skriger
fra Bolværk og Ræling og Stiger.
Og ivrigt, paa Top af en Tønde,
saa højt som hun kan,
staar et straalende, tiaars Barn
og vinker med Smil mod Land.
Saa lægger det ud paa de brede Bølger,
langs Asiens Kyst;
og Skibet duver og dykker,
et skinnende Maagebryst.
Det gynger i gyldne Skaaler,
og Vaaren er det, der straaler;
for det er kun Maj — ingen aner,
at Krig staar for Dør.
Rejs kun, lille Pige . . . til Høst
gaar det hjemad, i Fred, som før.
— Da Høsten kom, var Verden et Vanvids
flammende Hav.
Jorden en Jammer, Europa
en blodfyldt, bundløs Grav.
— Evned du nogen Sinde
Mening deri at finde:
at hverken de smaa eller store
kunde hinanden naa —
at alle de hvide Lykkeskibe
maatte til Grunde gaa — —