Du husker ikke andet end, at her du staar.
Den sorte Vildand dukker, let og lille,
i Bølgens Skød sin fine Fløjelslød.
Og du —
du ved kun, at du gerne vilde,
at ingen tænkte paa, at du er til.
Du hører ikke andet Sus end Havets Sang.
Den hvide Maages Tvæt er endt — den reder
sin Sølverham med Solens Straalekam.
Og du —
du ved kun, at du ikke leder
om Vej til Verden. Verden kom til dig.
Du føler ikke andet end din Sjæl, dens Liv
— Den Fiskeørn deroppe staar saa stille,
saa langt i Ly — under den lille Sky.
Og du —
du ved kun, at du aldrig vilde
forstaa hvorfor, — blot, at din Sjæl er til.