Saa stille og saa stor,
saa frygtelig en Gaade,
staar Maanen over Jord
og smiler sygt i Donauflodens fløjelssorte Vand.
Hvis du dens Runer gerne vilde raade,
saa lyt til Flodens Skvulp fra Bred til Bred:
Hvad tror du vel, du ved —
hvad tror du vel, du kan —
du Sind i Brand, du Fattigmand, Gud vogte din Forstand.
Forfærdeligt at se
og gaadefuldt at sanse,
som stum og stille Ve
er dens fortrukne Smertens, Smil i Flodens flade Vand.
Det Smil faar dine Tanker til at standse.
Det hvirvler rundt i Virvar, hvad du vil
og hvad du lytted til
i Dagens Solskinsland —
du Sind i Brand, du Fattigmand, Gud vogte din Forstand.
Du havde troet en Gang,
at det var godt at komme
til Maalet efter trang
og trælsom Rejse langsmed Floden gennem fremmed Land.
Nu er de dødvandstomme Dage omme.
Her er dens Delta. Hav fra Bred til Bred.
Men fandt din Tanke Fred?
Kom du til større Strand?
Du Sind i Brand, du Fattigmand, Gud vogte din Forstand.
I denne dybe Nat
du vented Fredens Stemme;
Men se — du standses brat
af Maanens gaadefulde Smerte-Smil i Flodens Vand.
Det Smil — det kan du aldrig siden glemme.
Det varsled: efter Flod er Hav. Og Død
er efter Liv. Det bød
dig Pilgrimsgang til stenet Strand
Gaaders Land, du Sind i Brand, Gud vogte din Forstand.