Og Vaaren kom!
Med Sol over Landet den strømmede ind;
med springende Kilder og lunende Vind,
med tusindfold Grøde i Skovbund og Eng
den redte sin duftende Seng.
Paa dugvaade Mos
dens gyngende Leje af Kæruld blev redt
og lysblaa Violer udover det spredt;
men Tæppet blev vævet af friskeste Straa,
og Blomster var Mønstret derpaa.
Paa Puden saa blød
af duftende Græstørv fra Mosehuls Muld
tre skinnende Bellis smilte fra Skjul;
i Soløjets Guld, som mod Himmelen saa’,
de Dugperler vuggende laa.
Gardinernes Hang
var lyseste Majløv og Gæslinger smaa,
hvor Solstraaler smutted og dansed paa Taa;
og se: mellem Løvet titter i Ly
en Gærdesmut vever og sky!
Alt dufter og ler!
Men højt over hele den solrige Vraa,
der hvælver sig Luftens lysende Blaa;
— en Sengehimmel, med Solgudens Bavn
straalende ud fra sin Favn.
Hver Aften sent hun til Hvile gaar
paa Lejet, den unge Vaar,
af Mosekonen saa tæt svøbt ind
i Engdampens Sølverspind.
Til Vuggesang kvække de Frøer i Kor,
som nede i Mosen bor,
og henne ved Vejen, hvor Hvidtjørnen staar,
en Nattergal Mundharpen slaar.
En Hybenrose udsender et Væld
af Duft i den sildige Kvæld;
men Solsorten pusler om Reden tyst
dybt inde ved Buskens Bryst.
Hun hviler paa Lejet, den unge Vaar,
med sølverne Dug i sit Haar,
mens Blomsterne slumrende om hende staar,
og Drømme forbi hende gaar — —
De Drømme er spundne af Vaarnattens Glans,
— frem gaar de mod dig, Sankte Hans!
Og stille lyser en Stjernes Skin
i Vaarbrudens Drømme ind.