Saa gaar det ned, i Spring og Løb,
Hej, hop!
med end et Blik mod Piggens Top,
og mod Knut Voles Hytte op —
Farvel, Farvel, I kære!
nu maa det nedad bære!
Men Styggebræen er ej blid
i Dag!
Det frøs i Nat, og Brag paa Brag
hult buldrer for og bryder bag,
og Isens dybe Kløfter
gir uheldssvangre Løfter —
Paa Bunden skinner Isen grøn
og klar,
og Revner slaa’s, som før ej var,
— men Olaf Vole er saa snar
en Fører til at lægge
sit Tov omkring os begge.
Den Gut, han randt jo højt mod Bræ
af Rod;
med Højfjeldsrén han blanded Blod,
med Modermælk han inddrak Mod;
han arved Fa’rens stærke
Fjeldhøvdings-Adelsmærke.
Selv tar han Kløften med et Spring
— og staar!
Saa vi et Ryk i Stokken faar —
han tar imod — vi over naar —
Fast Fod nu! ingen Skælven!
glider du: Styrt i Elven.
Den syder vild og tung og graa
af Sted
dybt under Bræens bratte Skred,
paa Dalens Bund og fører med
fra Arilds fjerne Tider
Alt, hvad fra Bræen skrider — —
Men vældig er dog, stolte Bræ,
din Magt!
Taus skinner klart din hvide Dragt
imellem Isranunklers Pragt,
blodrøde, blaaligthvide,
langs grønne Sprækkers Side — — —
Saa naar vi over, — Bræens Tørn
er endt.
Vi staar mod bratte Nedgang vendt,
— Farvel, Farvel! saa er da endt
vor friske, frie Færden
i Isens hvide Verden!
— Og ned det gaar, i Spring og Løb,
Hej, hop!
Fletninger danser ned og op,
og Rypesækken, hop, hop, hop,
det gaar, — vi rutscher, glider,
helt lodret ned, til Tider — —
Længst Juvashyttens Tag dér højt
bag Bræ
forsvandt, men dybt bag Birketræ
vi øjner Spiterstulens Læ;
— i Ødet over Uren
vildt larmer Fosseduren.
Farvel da, Olaf, kække Gut,
og Ven!
Hils Juvashytten! o igen
ad Aare ses vi! Hils, min Ven,
deroppe! Alle Minder!
— Et Haandtryk — han forsvinder — — —