Bunden ligger min Smerte
dybt i et Hav af Længsel.
Thi did, hvor Sol over Hjemmet staar,
jeg aldrig naar.
Du fremmede Kyst, du aabned
for Flygtningens Kval dine Arme.
Men ingen Steder jeg helet faar
mit Hjertes Saar.
Og tit, naar mit Sind er taaget,
og Billeder kommer og svinder,
jeg synes, jeg er paa Vejen hjem
og skal naa frem.
Jeg gaar over store Have.
Hun fører mig tyst ved Haanden —
Men flyr for Dagen den Nat saa sort.
hun svinder bort.
Saa vaagner jeg op alene.
Og ensom kan jeg ej vandre.
— Det tunge Savn og den kolde Kveld
har hugget mit Haab ihjel — —