Nu gulnes min Røn paa Gærdet,
og Sommerens bristede Hjertes
sidste blødende Draaber
staar rødt i September-Vejret.
Taagen hylder om Hækken
sit Dækken af dungraa Silke;
den svøber sit Sølv om Vildvinens
magre, svajende Stilke.
Nu, Høst, dine Haandslags Kulde
veksler med Solkys-Varme;
aa ja, det gik, som det skulde —
vi lytter blot langt mod det svundne.
Nu tier de Fuglestemmer,
men gemmer dog skjulte Kræfter;
nu græder min Dreng i Gyngen,
og jubler Minuttet efter.
Den fattige Røn paa Gærdet
har gyldne smaa Smil gennem Taagen;
den glemte Sommer-Besværet
og staar nu med Frugten i Favnen.
Den vifter til Drengen, og nikker;
— nikker nok om, at den Latter
gir rislende Sølv over Livet
og klarer de tungeste Skatter.
Ja, staar vi med Frugten i Favnen
og gyldne smaa Smil gennem Taagen
og Barnet forrest i Stavnen
af Skuden, ved Sommer og siden —
saa fandt vi Guldet i Mulde
og skulde vel spinde, som Silke,
Skønheds-Sølvet om Livets
magreste Blomsterstilke.