»At skulle visne i min Alders Blomst,
tæret hen af Tørst mod Livets Kilder,
se dem alle udtørres for mine Øjne
— det er ikke det, der er min største Sorg.
At vide, at min blege, kolde Pande,
før den har brændt under Kyssets hellige Ild.
snart skal hvile paa Jordens haarde Pude —
— det er ikke det, der er min største Sorg.
At skulle vies til Gravens kolde Gudinde,
før jeg har ejet Livets levende Blomst,
favnet dens Varme, dens Smil, dens hellige Flammer,
— det er ikke det, der er min største Sorg.
Kun at ha levet her i en ussel Stue,
kun at ha aandet en usund Fattigmands-Luft,
kun at ha ejet Nøden at dele med andre —
— det er ikke det, der er min største Sorg.
. . . .Jeg har et ulykkeligt Fædreland!
en udtørret Gren paa Jordens blomstrende Træ!
At dø afmægtig, uden at kunne komme det til Hjælp —
— o, det er det, der er min største Sorg!
(Bedros Turian. Skrevet paa Dødslejet.)