Hvem nærede mit spæde Liv
med sit Brysts søde Honning?
Hvem tog mig med Sang i sine Arme
og gav mig Søvnens Fred —?
Hvem dækkede mit Ansigt med Rosens
bløde Blomsterblade — —
Min lille Moder.
Hvem vaagede ved min Vugge
over min uskyldige Barnesøvn,
og græd Kærlighedens milde
Modertaarer?
Min lille Moder.
Naar jeg var syg,
og naar jeg græd af Smerte,
hvem tørrede mine Øjne
og mildnede mine Smerter?
Hvem skælvede af Frygt for mit Liv?
Min lille Moder.
Hvem kom løbende, naar jeg faldt,
kyssede Stedet, der gjorde ondt
og fortalte mig Historier for at trøste mig?
Min lille Moder.
Hvem lærte min Barnemund at bede,
hvem gav min unge Sjæl Trang mod Godhedens Kilde,
mod et klogt og retfærdigt Liv?
Min lille Moder.
Og kan jeg glemme dig nogensinde,
min Sjæl, min lille Moder,
du, som har elsket og plejet mig,
under mange Lidelser,
under utrættelig Møje!
Min lille Moder!
O, aldrig kunde jeg vel blive
en saadan Uværdig!
Og du, o Gud, bevar hende for mig,
giv hende et langt Liv,
at jeg engang maa kunne gengælde,
o Moder,
dine talløse Ofre!
Min lille Moder!
Og naar du bliver en gammel Kvinde,
og naar Solen lyser over dine hvide Haar,
da være min stærke Arm din Støtte,
da være min Kraft din Lindring,
min lille Moder!
Men naar Øjeblikket kommer,
da du bøjer dit Hoved mod Døden,
da vaager jeg ved din Hovedpude,
og med mit Hjertes varme Taarer
væder jeg dine Hænder — —
og siger dig Farvel —
min lille Moder —!