Kalliope
→
Dichter
→
B.S. Ingemann
→
Gedichtanfänge
B.S. Ingemann
(1789–1862)
Werke
Gedichttitel
Gedichtanfänge
Verweise
Biografie
Søg
Alle Gedichte von B.S. Ingemann auf Kalliope, alphabetisch nach der ersten Zeile des Textes geordnet. Die Liste kann verwendet werden, um ein Gedicht zu finden, wenn der Titel unbekannt ist.
A
Abildtræet i Skoven staaer
Ak! lad kun Øret høre
Alperose, skjøn og rød!
Alpevandrer, afsted, afsted!
Alt trende Døgn sad Sangeren
Alt vi paa Fjeldpynten staae; Lyksalighedsøen modtog os
Alt vi St. Agatha see; riigt blomstre de yppige Marker
Al Verdens Fyrster sig reise
Arabens Hingst sin Rytters Stemme kjender
Atter en Alderdomslevning, et Gravsted! — ja, her blev du jordet
Atter en Grændse idag; til Liris Campagnen sig strækker
Atter har Strømmen en Dag fra Øen hiin fjerne bortført os
Atter kom med Blomst og Blad
Aand fra Drømmenes Verden og Feernes luftige Rige!
Aarle, før Sol opstaaer, til St. Maria Maggiore
Aarle paa Vei!
B
Barn med kulsort Haar og Øie
Bekrandset for mig stod et venligt Billed
Bjergblaae Taage forsvandt med Aftenens Gloriestraaler
Blandt Hedninger laae jeg i Bast og Baand
Blandt Myrther sad den evig unge Gud
Blandt taarnede Buer
Bleg Morgenstjernen smiler og forsvinder
Blev nu Roma dit Hjem? kan her dog Norden du glemme?
Bliv hos os, naar Dagen helder
Borge sig reise
Bort, bort! — jeg vil flye
Brødre! lad os fremad gange
Burmand laae paa Tiberøen
C
Cabriolet man her benævner ziirligen Bukken
Capri! at komme til dig, blev ikke hver Dødelig givet
Capua ei os fortryller; forpestet der Luften os trykker
Carl seired ved Romas Porte
Carolus bar Verdenskronen
Cort Adler var sig en Helt saa stærk
D
Dagenes rullende Strøm bortgik
Dagen gaaer med raske Fjed
Dag og Aften mig ledsager
Danerfolk! for første Gang
Danevang, med grønne Bred
Danske, seer da hist hvad luer
Da Øiet funkled — skued
De Døgn, jeg sad i Fængsel, jeg giver ei bort
De Fugle lad komme!
De gamle Sange spiller Du endnu
Deilig er Jorden!
Den anden Vaar Du sad hos Fader ene
Den Fader gaaer under Fjeldet hen
Den Sjæl, som higer efter Fryd med Dval
Den skjönne Jordens Sol gik ned
Den Slægt, jeg taler til, har end ei Øre
Den stille Uge har heelt underfuldt
Den store Mester kommer
Den store stille Nat gaaer frem
Der dandser en Pige for hver Mands Dør
Der flyver en Due fra Bjerg til Dal
Der flyver saamange Fugle
Der fløi gjennem Verden en Tanke
Der gaaer en mægtig Aand igjennem Norden
Der hvisked til Dig gjennem Busk og Siv
Der klang et Ord fra Holgers Bryst
Der klang til Danmark en Kæmpesang
Der stod en Borg i Franken
Der strömmer en Flod mod det evige Hav
Der staaer en deilig Have med alle Blomsters Pragt
Der staaer et Slot i Vesterled
Der var Pragt i Pavestaden
De skilles med Sorg; de mødes med Fryd
De skye mig, naar de mit Aasyn see
De slide, de slæbe, de betle for Brød
Det er Festdag i Frascati
Det er fuldbragt — Du har det hørt
Det er ingen Drøm. Jeg hører hans Røst
Det gaaer i Verden sælsomt til
Det var den Konning Ejegod
Det var en lystelig Fart, man let kan her tillands seile
Det var mig en trøstig Tanke
Det var Ridder Hr Brømser
Dig elskte Folk, som rolig boer
Dig vi lovsiunge, Herre, som Solene tændte
Din Deilighed glemmer jeg aldrig meer
Din Deilighed staaer for min Sjæl hver Stund
Din Jubel-Festdag hengled taus og stille
Din Aand er Træl, naar feig den Spiret taber
Dit Billedværk blev Sjæleoffre kjære
Dit Mindeskib fra Barndomslivets Dage
Drager bort af Danalund
Drag hen, hvor Skjønheds Genier dig vinke
Du er Cederens Søster, min Brud fra Libanons Høie!
Du flyer mig — du skjuler paa Bjerget dit Spor
Dugdraaben blinker paa Rosengreen
Du har mig fulgt med kjærligt Sind og Øie
Du mindes end hin glemte Seiersstund
Du — o, siig med hvad Navn Jordlæben nævner Dig?
Du, som i Fablens dunkle Skyggeegne
Du, som i Skjønheds Helligdom indtraadte
Du, som med rolige Smil seer hen over Jorderigs Dale
Du, som med tindrende Lys bringer den rolige Aften!
Du, som svøbt i Skjønheds Rosenklæde
Du taler, Allah! — hvor dit Ord udgaaer
Du Verdens skjulte Sjæl, hvis Røst
Du Øie, som opskyder
Dvæl, Elskede! dvæl!
Dybt fra Oldtidens Grav og fra de Henfarnes Skygger
Dybt runger Harpen, som et Oldtidsqvad
Dæmoner har forfulgt mig mangengang
Dødsblund, kom os ei nær! her er de berygtede Sumper
E
Ei det prægtige Slot, med Kostbarheder opdynget
Ei Sol i Taarnet jeg skimted
Ei tomme Steen paa siunkne Grav
Elisa stod, saa skjøn, saa huld
En Aftenstund jeg eene sad
En Blomst jeg søger i fremmed Land
En Bonde i sin Hytte sad
End engang vi udgaae, det store Rhinfald at skue!
End er Dansken stærk i Roma
End fjernt dit Billed tryller
Endnu jeg hører Nattergale sjunge
End seer jeg Glandsen fra Jehovas Throne
Ene, fremmed her i Byen
En hellig Morgensol opstaaer
En Klippesteen ligger paa vildene Stie
En Kriger kom fra blodbestænkte Hede
En Lygtemand en Nat gik ud
En Ridder, saa mandig, saa kjæk, og saa huld
En Snekke jeg skuer paa gyngende Vande
En sukkende Hyrde det var jeg ifjor
En Vandrer standsed mødig paa sin Vei
Er Dagen skjønt henrullet paa billedrige Sti
Er det Sarons Slette, jeg vandrer paa
Er det Sommer og Vinter paa eengang her?
Er det Vinter end her, dog grønt er Bjerget som Dalen
Er du vaagen? Elskede! Favre, stat op!
Er Israels Guldkalvedands forbi
Er jeg i Danmark end? nei fremmed germanisk Tunge
Er ved Neapel vi alt? Endnu jeg Vesuv dog ei øined
Et helligt Kors staaer høit i Nord
Et nyfødt Tidens Barn huldsalig smiler
F
Faderløs og moderløs, af Brødrene forladt —
Faderløs og moderløs, af Brødrene forladt, —
Fahner vifted over Skjolde
Falmer Liv med Løv i Skoven
Far hen mit Haab! far evig hen!
Farvel, du Land med Trylleluft
Farvel, Marino! og Castel Gondolfo!
Farvel med dine Øer
Fielde styrte, Verdner rave
Fjernt nu og venter paa mig en Sjæl med Kærligheds Længsel
Fjorten Dage gaaer jeg ene
Floras Døttre! kjælne Spæde!
Flygtning fra Feers Land, du Himmelmøe fra det Fjerne
Flyver Trækfugl mod Syd, maa jeg sukke
Flyv nu, som Fuglen fra Øe, du Billed af sælsomme Reise!
Foragt ei Israels store Skygge
For Danmarks Aasyn maa jeg høit udsige
For den Herre tro vi kæmpe
Fordøm ei Tanken i dit Fjendes Sind!
Forlad mig ei du store Aand, hvis Vinge
Forlad mig ei, du Trøster i min Sjæl
Forladt af Vennerne fra Norden nu
Formen blev af skjult Kraftharmonie
Fornam jeg en Klang?
Fort fra Dal over Bjerg, fra Flod til Flod vi har vandret
Fort — Gud i Vold! — jeg kan ei meer tilbage
Fortryllete Slot! dine Lamper brænder
Fort til ædlere Syn — til Skatte, som ei fortæres!
Foster af den gamle Evighed!
Fra Bye til Bye vi seiled, sprang ofte fro i Land
Fra Gersau svømmer Baaden mod Rütlys Klippestrand
Fra Lampen hisset i Guderhallen
Fra Lucern slynger Stien sig gjennem grønne Eng
Fra lystig Trop jeg skiltes. — I stille Nat jeg staaer
Fra Menneskenes Bolig taus jeg gaaer
Fra Middagens straalende Sommer
Fra Rigi nedstiger
Fra Skolen løber Barnet glad
Fra St. Peter endnu i Øret Messen mig klinger
Fra Timen, Livets Gud os sammenførte
Fra Ørkenens Oase bort jeg iler
Fred hviler over Land og By
Fred med din lykkelige Hvile
Freidig er min Gang
Fremmed er Luften alt, Smaabjerge fjernt jeg alt skimter
Fru Marte sad paa Karshøjgaard
Frygt ei din Veninde
Fuglen i Luften saa gladelig sjunger
Fører til Himlen du os, du frugttræblomstrende Bjergvei!
Før fulgte jeg Carolus ved Elben og ved Rhin
Før Mennesket til jordisk Liv blev kaldt
G
Gamle forladte Neptun! ei mere du Treforken svinger
Gamle trofaste Worms! til dig har Rhinen os baaret
Gamle Yngling! hvor du brænder
Gazellen springer saa let, saa skjøn
Gid jeg var en Morgenvind!
Gjennem Dale, over Bjerge
Gjensamlet i Fortrolighed
Gjerne fra stormende Norden endnu dig den Fremmede gjester
Gjækked hun mig i elskværdigt Lune
Glade Jul! — deilige Jul!
Gold vorder sandig Vei, og seent gaaer Reisen paa Heden
Gud skee Tak og Lov!
Guldstraaler spille
H
Har Paris du alt seet? — een Maaned hist jeg beundred
Har Zebaoth med Verden sluttet Fred
Heisa! der kommer en støvet Veturin
Hellige Børnefest idag mig venlig opbygger
Hellige Kilde!
Hellige Marmorbjerg, til Herrens Tempel udhvælvet!
Hellig er hver Dag her, hver Martyr her har sit Alter
Hellig staaer du gjennem Seklerne
Henrul, o Elv, og bruus om Luthas Slette
Hep!" synge nu atter de christne Smaa
Her boe vi nu i Huset, med skrøbelig Altan
Her er Lyst, her er Liv og Glæde!
Her er saa lifligt i Vaaren
Her hvor i stille
Her, hvor styrtede Muur kun Borgens Grændse betegner
Her, hvor til mægtig Strøm i Vuggen Tacitus lytted
Herlige Capri, farvel!
Herlige Nord-Kæmpeold, fuldriigt paa Minder og Frasagn!
Herre, Fader! lad min Tunge
Herre! vi love dig! du var tilstede
Her seer jeg førstegang i Farveglød
Her vi hvile en Stund og see paa Markedets Tummel!
Hesperia vifter
Hilsende fremmed Bye inat med Bylten i Haanden
Himmel, du har mig bønhørt
Himmelen var mørk og graa
Himmellyren flammer
Hist de sove, her de bede
Hist i den liden Lauerzerøse
Histoppe to Borge jeg skuer
His t paa Gulvet staaer nu atter
Hr. Fif gjør Godt i Løn; hans Dyd er ren og stum
Hun sover derinde
Hvad drager mig saa mægtig til det Fjerne?
Hvad er det, o! Pige, jeg hos dig tilbeder?
Hvad Holger Danske hørte og saae
Hvad hvidsker, hvad suser
Hvad lokker, hvad drager
Hvad toner i Syden liig Stemmer fra Nord?
Hvad vil du Hjerte
Hvergang Dyrendal blev nævnet
Hvergang jeg seer over Marken
Hvide Kors paa røde Banner
Hvi er dit Glavind saa blodrødt vel?
Hvi funkler Herthas Dal saa rød
Hvi hæver Hoben, dorsk og sløvet
Hvi løbe I for mig, I kloge Smaa
Hvo bygger i Løndom ved Dag og ved Nat
Hvo er du Qvindefødte! som vil maale
Hvo er du, sælsomme Skikkelse hist
Hvo er hun, som kommer fra Ørkenen ud
Hvo nævner os den Riddersmand
Hvor er den Vandringsmand, som aldrig trættes
Hvor er din Velsignelse? Abrahams Slægt
Hvor er du Land, med lyse Bøgeskove!
Hvor er min Brakke i Zions Stad
Hvor er nu dine Propheter, mit Folk
Hvor flygted Gangergriffen hen?
Hvor gaaer nu Reisen hen? — til Sveitzerlandets Fjelde
Hvorhen du Yngling, med det hede Hjerte?
Hvorhen — hvorhen? hvad søger du saa bange?
Hvorhen jeg vandrer, seer jeg hiin Prophet
Hvorhen, o Rabbi, med Alderdomsqval
Hvor herligt her fra Bjerg til Bjerg at ride
Hvor Livsfarver spille
Hvormed fortørned vi dig, du viinløvkrandsede Flodmand
Hvor Oberon lever, hiin Hjerterigets Drot
Hvor Rhonens Væld udstrømmer
Hvor straaler Himmelspiret nu paa Jord
Hvor staaer vor Konges Throne nu paa Jord
Hvo stander hist blandt siunkne Bautastene
Hvo var Barbaren, som med frække Haand
Hvo var Ørnen vel, som dristig
Hvo vækker os af milde Morgenblund
Hæv dig, min Sjæl! en Stund fra Støvets Kjæder
Høit over Canaans Strande
Høit paa Klippen din Gravhøi vi see, Fostmoder Carjeta
Høit paa Pyrenæers Fjelde
Haand! du deilige Haand, som leged paa Strænge
I
I alle de Riger og Lande
I blonde Signorer, som har hid Jer umaget
I Danmarks Konstnerhave
I Danmark toner Kæmpesang
I Diligensens Grav tre Marterdøgn jeg har vaaget
I Edens Have der blev jeg fød
I Ellestubkrattet ved Bondens Gaard
I et af hine sorgfri Øyeblikke
I Fattigskolen spinde saamange Piger smaae
I fjerne Kirketaarne hist
I fremmed Land jeg hører Festbasuner
Igiennem Brækkens Skodde Lyset glimter
Igiennem Ørknen Caravanen drager
I har fulgt mig; I mig kjender
I Herthas susende Skove
I hvilken Himmel, hvilken høy Idee
I Kammerset støyer den liden Smaadreng
Ikke Alt hvad Øiet skuer
I Lunden bag Hækken en Pige jeg saae
I Lunden Gjøgen kukker
I min Drøm jeg saae ham. Jeg hviled blødt
I mine unge Dage
I Modgang loe jeg vel mangen Gang
I Morgenrøde vi gange
I Mulm jeg vandrer i fremmed Stad
I Mulm over Bølgernes Bjerge jeg foer
I Mørke igaar vi Modena har seet
Indbild dig ei, du af dig selv er god!
I Nordens Liv sig reiser Aand mod Jætte
I Nøddehaugen jeg stille gik ud
I Oceanet sig hver Kilde taber
I Paris sig Folket glæder
I samme troldomssvangre Nat opvaktes
I Snee staaer Urt og Busk i Skjul
I Sol, paa Bjerg, i Dale
I Sommernatsfest paa Morganas Øe
I spørge mig om min Elskedes Navn
I tause Nat paa stille Hav jeg farer
I Triumf fremtræder
I Trug paa Isefjordvoven
I Underværkers Land jeg boer
I vide Verden gaaer frejdig ud
I Zions Stad Propheter sang
I Østen stiger Solen op
J
Jeg atter vandrer, hvor Mose Stav
Jeg besværger Jer, Piger!
Jeg Brakken i Zions Stad forlod
Jeg drømte, jeg stod i Skyggernes Land
Jeg er „Rosen fra Saron“, Salomons Lyst
Jeg er syg af Kjærlighed. See! jeg har drømt, men ei sovet
Jeg foer til Idræt; jeg foer til Strid
Jeg frit mig tumled i Verden om
Jeg gad dog vide
Jeg gik fra Søe og dybe Dal
Jeg gaaer som en Skygge al Verden omkring
Jeg har de Vises Skoler besøgt
Jeg har hørt paa Gihon hvad Hyrder sang
Jeg har mig troet til tidlig Død indviet
Jeg hørte dem sjunge i Øst og i Vest
Jeg kjender et fortryllet Land
Jeg kommer i Haven
Jeg Kroner havde vundet, men gav dem bort igjen
Jeg kunde mig glæde
Jeg lever — og veed hvorlænge, fuldtrøst
Jeg lytter med Lyst, naar det lufter fra Øst
Jeg Marmorstaden skuer
Jeg min Sjæl vil husvale
Jeg min Sjæl vil udaande med Eloahs Ord
Jeg paa Libanon stod
Jeg reed mellem Roland og Bispen med Lyst
Jeg sad i Hedningfyrstens Hal
Jeg Sarons Rosenknop forlod
Jeg seer dit lille Barneansigt grant
Jeg ser din Alvorsleg i Barnehjemmet
Jeg sidder bag Viingaardens Hegn, naar Dagen er heed
Jeg sov; men min Sjæl var vaagen
Jeg sprang til Verden; jeg var ei seen
Jeg stod en Sommermorgen i Herthas grønne Lund
Jeg stod en Vinteraften i Frankernes Stad
Jeg stod i den venlige Sommerqvel
Jeg stod i de største Underes Land
Jeg stod paa Leireborgen
Jeg svelted i Taarnet: det skorted paa Brød
Jeg synder ei, naar jeg mig ønsker Guldet
Jeg søgte Jer atten hundrede Aar
Jeg saae Fyrst Carvel ved Tiberens Rand
Jeg saae Jerusalem falde
Jeg saae kun tilbage. Mig Livets Lyst bortklang
Jeg saae paa Menneskenes Færd
Jeg veed det Land, hvor hine Blomster groer
Jeg veed en Ring; saa stor var ingen anden
Jeg vil bøie mit Hoved imod hans Bryst
Jeg vil opsøge dig, du gamle Nat
Julen har bragt velsignet Bud
K
Kan han, som talede saa stolt og ædelt nys
Keiseren gav mig Borg og Lehn
Keiseren undte Fyrst Carvel godt
Kom Fredens Fyrste til Krigens Land
Kom, Høilandets Vinde!
Kommer et Liigtog hist? den store Karmenes Række
Kom, Musa fra det fjerne Øst!
Kom nu, Fremmede, til Gjæst dig byde de Gamle
Kom skjønne Søn af skjønneste Gudinde!
Kom Tasso! — bød Hesperien med Fryd
Kong Gøttrik brød Tro og Love
Kong Gøttrik sad ene paa Leire Borg
Kong Hadding sidder ved Nadverbord
Konstnersjæle kan hvert Syn henrive
Krands fra Orientens Skove
Kæmpen ganger i Verden om
Kæmpernes Sønner i Nord!
Kæmperne stege paa Bjergaasen
Kæmperne vare heelt vilde
L
Lad mig den store Konst opdage
Lette, sydlige Liv, ei her du Nordboen fængsler
Livlig, munter og let, af fyrig Bjergaand opløftet
Lover Herren! han er nær
Lufter milde Foraarsvinde!
Lyksalig den Glade som barnlig heniler
Lyksalig, lyksalig hver Sjæl, som har Fred!
Lyksalig, som en Gud, den Mand
Lysets Engel gaaer med Glands
Lyt ei ved Bønnen til din Andagts Priis!
Lyt til Jubelsang fra Herthas Strand!
Løft dig, vor Høisang, paa Vinger af Toner!
Løfted Konstkæmpens Haand end Pantheon, som en Kugle
M
Marmormindet staaer ved Graven
Marsk Stig havde blodige Daad fuldbragt
Med Bjergmøen gaaer jeg paa Løvernes Sti
Med dig jeg dog harmonerer meer
Med dine Blomster følg mig, du fromme Barneaand!
Medens fra Morgen til Aften min Nabo med Guldpenge rafler
Med Fryd jeg atter Luthen stemmer
Med grønne Blad paa sorte Hat
Med hvem jeg nu bortfarer, mig snarlig bliver klart
Med Luthen i Haand gik Sangeren fro
Med Palmens Blad
Med Pillegrimsbrev
Med Purpurdragt i Lundens Fred
Med Store og Smaa gaaer Dandsen fuldtbrav
Med sydlandsk Ild og Modet, Nordens Kvinde
Mellem Klipper Korsets Helte
Men hvordan blev hin Mand saa arrogant
Men hvordan er dette fat?
Min Alp er min Lyst, paa Bjerget er Glæde
Min Elskovs Magt var som Dødens
Min Mund vil Herrens store Ting udtone
Min Reisestund sig nærmer
Min Sjæl ei rømmer sin Bolig
Min Sjæl henflyve vil til Palmeskoven
Min Sjæl sig tumled fornøiet
Mit Folk til Strædet drives — og leer
Mit gamle Øie Fremtids Slægter søger
Mit Liv var en Længsel
Mod Dybet kæmper den Reisendes Baad —
Mod Livet de Ufødte frem sig stride
Mod Mænd var Holger lidt mut iblandt
Monte Mario snart, og snart Treenighedsbjerget
Mooset voxer paa Stenen endnu
Morgenstund har Guld i Mund
Mægtig frem af Troen drevet
Møe med svanehvid Barm, med himmelblaat Bælte!
Mørk er dog eders Nord, og Tungsind sjunge, i Taagen
N
Natuglen hyler i Hallen
Naturens Sjæleliv fornam Du stille
Nu gaaer Reisen til Rom, paa Veien stakket vi dvæle
Nu munter, Gamle! fra Stad til Stad
Nu munter jeg henfarer fra Stad til Stad paany
Nu ringer alle Klokker mod Sky
Nu titte til hinanden de favre Blomster smaa
Nu vaagne alle Guds Fugle smaa
Nær ved Klostret jeg boer, hvor sig bag Sløret og Gittret
Nærved studser jeg nu og Kæmpetaarnet beundrer
Nødig sige vi „Farvel!"
Naae vi nu Capri ei heller idag, saa naae vi den aldrig
Naar Aftnens sidste Straale blinker
Naar den glade Juul er nær
Naar Englen tænker: jeg er størst af Alle!
Naar hørtes først paa Parnasset Kiv og smaalige Rangstrid?
Naar Stormen hviner ved Midnatstid
O
O Allah, du Ophøiede! kun dig
Oberon svang sig op paa mit Skjød
Ofte velsigne vi dig, du Møe med de himmelske Øine!
Ogsaa din skjønne Fest mig fryded, Santa Agnese!
Om evig Hæder de tale
O Natur! naar du dig aabenbarer
Op, sjung og glæd dig, Danmarks Søn!
Op! Solens Straaler vinke dig —
O! var du min Broder!
O Verdensdronning, Roma, hvor stander du?
Over Grave Maanen glider
Over Hav og Bjerg og Flod
Over Kæmpefjeldet
Over Viinløvsalene steeg min Fod
Over Ypperstepræstens Børn Israel sørger
P
Phyllis! naar du smilende fremtræder
Plages vi Stakler ej nok af Oekonomi og Kommersen?
Pludselig ved Herbergtrappen
Prindsessen iled at befrie den Fange
Priser, o! priser den Eviges Navn!
Prægtig er Udsigten hist fra Camaldolensernes Kloster
Paa Alperne vore de Roser røde
Paa Bjergets Aas, høyt over Jordens Dale
Paa Borg ved Stranden lød Hymneklang
Paa denne Verdens Grændsemur
Paa Fjeld Somaren fremskrider
Paa helligt Bjerg Cheruben staaer
Paa Jordens Vold i Universets Hav
Paa Kysten sove
Paa mit Leie jeg ledte i Nætter lange
Paa Moders Arm saa sjæleglad
Paa ny konstrige Florents henriver nordisk Sjæl
Paa Sjølunds fagre Sletter
Paa Skjaldeskib jeg havde heiset Seilet
Paa steile Fjeld ved Gemsens vilde Sti
Paa Tave Bondes Ager ved Birkende By
Paa Veien gaaer jeg med Stav og Hund
R
Reen vil Du Sandheden see; kun Dunst er Dig Phantasusslöret
Reiseliv! Rejselyst!
Rhinfodreisen er endt. Fra Stad til Stad vi nu rulle
Ridder, jeg vil elske Eder
Rigdom regner fra Skye, om Biergets Kanter det lyner
Rig er Velskland paa Konst, og ei en Stad er saa liden
Roland var Holger Danskes Ven
Rolig sad Fader Fornuft paa sit høye Domsæde
Rul henover Fjeld og Bælt
Ruller op, ruller ned
Rød Maanen skinner blandt Stjerner smaa
S
Sad jeg ved Morganas Side paa den underfulde Øe
Sadl op min Ganger, slib mit Sværd!
Sagte du rinde!
Santo Gennar være priset! om ei for den blodige Flaske
Saragossa saae jeg prange
See! dit Helgensværd, St. Jacob
See du hist den Kløft saa stor
See, med Tidens gyldne Æbler
Seer jeg i fremmed Stad et Billed fra forrige Dage?
Selv for Dyrene nu en hellig Fest de berede
Sex Dage samled’ de; nu kan de hvile
Sex Feer stod ved min Vugge og sang
Sig barnligt Folket glæder til Skjønne Juletid
Sig mig, Phyllis! mindes du en Tid
Siig, hvad læser du hver Aften
Siig, hvi staaer du saa taus, fremmede Vandrer, her
Siig mig du, som kjender Kjærlighed!
Siig, Nattevandrerinde! hvi du sørger
Sildig vakt af uroesvangre Slummer
Sjæle-Gammen i min Trængsel
Skal det saa gange fort, vi ei vor Lykke skal prise
Skjøn er du dog, evige Himmeltelt
Skjøn er du, Ungdoms gyldne Tid!
Skjøn Gunhild stander paa Dække
Skjøn var malerisk Gang ved Flod og buskede Klipper
Skyerne flyve, og Bølgerne gaae
Slangen forfærdelig Daad her giftige Nid har i Mørket
Snart er Valfarten endt iblandt de herlige Borge
Snorretbyggede Stad, du brostenprydede Schakbræt
Som Vognen var en Sky, som Hestene var Vinde
Sort Bølgen under Stormens Vinger strømmer
Stand hellig i Guds Helligdom!
Standser os plagende Toldvæsens-Trold? Nei, kun høflig han krummer
St. Cecilias Stad, i dig var meget at skue
Stiger, lad ei Modet falde!
Stig frem, o Dag med Dødens Minde!
Stiig ned fra dit Bjerg! du Favre, kom hid!
Stille Morgengang paa Fjeldet!
Stille Rom! fra dine Høie
Stjerneblomst! du kan mig sige
Stolt gaaer Veien mod Skye, i Schwartzwald svimler mit Øie
Storken sidder paa Bondens Tag
Stork! Stork! Langebeen!
Stort jeg glædes ei her; et Bistade trangt mig indslutter
St. Peders Navn jeg nævned tidt med Glæde
Strips hader alle Epigrammer
St. Rocus var sig en Pillegrimsmand
Staaer paa Hjørnet af mit Stræde
Sund paa Havernes Høi er Luften, eensomt og stille
Sveitzerlandet, ja der er et Liv
Svøm gjennem Verdens Ocean
Syng nu stille i din Vugge!
Sælsomt er Livet dog her. Naar Daglarmen buldrer omkring os
Saa dunkel er min Gang paa Jord
Saae du det Hav, hvor Bølgen hæver
Saa er det virkelig vort stille Roma
Saa gik og sang vi glade, ved Züricks stille Søe
Saa nydeligt dandse de Sødskende smaa
Saa venlig en Drot jeg aldrig saae
T
Tassos Grav har jeg seet; hist i Onofrios Kloster
Tiden er kommen, jeg gaaer herfra
Tidt gik vi Arm i Arm i Frederiks Have
Tidt jeg stod, hvor Kæmper blødte
Tie, Pulcinel! du os dræber med Larm med samt dine Landsmænd
Til Christen ei jeg tale vil
Til Costnitz har jeg sat min Stav; trindt Isra’ls Arner ryge
Til Gensano Blomsterfesten
Til Himlene rækker din Miskundhed, Gud!
Til Luft Vulkanen trænger
Til Morgenrødens Purpurtelt jeg skuer
Til Naadens store Aandefest
Til Paladset Folket strømmer
Til Rosengaarden gik jeg i Jomfruens Baand
Til Sagn og Sange og Eventyr
Til vor lille Gjerning ud
Tit er jeg glad, og vil dog gierne græde
Tit Vandreren gik hjemløs henover Mark og Eng
Tit Viinhøstglæder nu Valfarten standse
Tityrus! siig mig, hvi gaaer du saa sælsom med Hjorden?
To Engle Smaa
To Kræfter styre Kloden i dens Bue
Tolv Riddere sad ved Keiserens Bord
Tom var mig tit den store Gjøglevrimmel
Ton blidt, min Sang! i Fredens stille Bolig
Toner paa morgenlys Vei fra Kirken os Messen imøde
To Riddere droge fra Leding
Travle, hamrende Bye, til dig har Rhinen os vugget
Tre Dage endnu saa er jeg i Rom
Tre Dage var jeg atter i Bamyan Gjest
Tre Svende ginge i Verden om
Trykker hellig Stad dog Verdenssorgen mig stundom
U
Ud at bestige Vesuv! — Velkommen vor troe Cicerone!
Ud, ud, ud!
Underlig boglærde Stad, du tydske Regents i det Store!
Ung Bahman foer paa Gangeren den lette
Ung Pervitz saae det kolde Skaal at bløde
Usynlig om mig svæver
V
Vandred en Romeraand gjenfødt dog gjennem Milano?
Vanked vild i Østerlande
Ved Arnos Bred sig mellem Blomster slynger
Ved Gadekjæret Drengen staaer
Ved Hanegalstid
Ved Kilden de dandse paa maigrøn Eng
Ved Leire græsse nu Faar paa Vold
Ved Livets Port jeg en Lysalf saae
Ved Qvel jeg sad i Eegens Lye
Ved Rösloch sig hvælver den Hule saa stor
Ved Tiberbroen paa romersk Vei
Vel ei den danske Kirke i Rom sig hæve kan
Velskland, er du alt nær? jeg hører alt dine Toner
Vemodtonende Røst, opløft til Fryd dig og Jubel!
Vend om, vend om, o, Sulamith!
Vift Seiers Fryd til Norden
Vift stolt paa Codans Bølge!
Vift stolt paa Kodans Bølge
Vi haver en Søster paa Jorderig fundet!
Vilde er dine Fjelde og golde
Vildt det end stormer i Tordeners Brag. Fra Herberget see vi
Vil du Jorden opsluge? du brusende Hav
Vil mægtig du beherske Verdens Gang
Vinteren hviner Farvel, om Snekken Sneeflokke fyge
Vi reed i Landet, hvor Sol stod op
Vi reed mod Morgen, reed mod Øst
Vi reed over Bjerg til Keiserens Stad
Vist blidelig med eders stærke Vinger
Vi sørged for de Døde
Vogt for Hexen dig hist, og fly Forglemmelsens Rige!
Vælg Dig det höieste Standpunkt! — og Verdens Forvirring er Orden
Vær hilset du gamle fribaarne Stad
Vær hilset her, hvor danske Hjerter banke
Vær hilset, mit gamle Fædreland
Vær hilset, Sandheds varme Tolkerinde!
Vær lovet Du, som evig vaager
Vær stille, Jorderige!
Vaagn og bryd i Lovsang ud
Vaarens Sendebud
Y
Yndigt dog de velske Toner
Æ
Ærbødigst Hilsen til hver Læser, jeg venter
Ø
Østerlide! Østerlide