Her seer jeg førstegang i Farveglød
Correggio, din Genius sig boltre,
Her, svømmende i Livets rige Fylde
Og yppig Glands fra alle Jordens Blomster,
Den Barneengel titter munter ind
Ad Himlens Port, og Herligheden seer
Som Jorden saae, da Lyset hos os boede.
Hist har Cheruberne afbildet det
Paa Himmelgrund med Morgenrødens Guld,
Med Stjerneglands og Regnbufarvestraaler;
Fjernt Barneenglen, med det muntre Blik
Fra Jordens Paradiis, kan fro det see,
Og bringer os en Afglands dog tilbage.
Den Jomfrumoder han med Barnet saae,
Som Helgenen ved Englens Haand tilbeder,
Hvor Magdalena kysser Barnets Fod,
Omflagret af de gyldne Silkelokker.
Og hist han Flugten til Ægypten saae,
Her sørged Qvinderne ved Herrens Liig,
Der Martyrblodet om hans Guddom vidned.
— Alt skjuler Natten mig den Farvekrands,
Som her dit Navn, Correggio, omstraaler;
Selv Natten dog forherliget du saae,
Og blænded dig end stundom Farvespillet
Af det Forgjængelige — evig glimted
Dog Guddomslyset i din Regnbuskye,
Selv naar den stundom brast som Sæbeboblen.
Hist staaer dit Billed end; men ei som før
Jeg saae i Norden det, af Skjalden malet
Med Aandens Farver i begeistret Ord;
Som her du staaer, i høi og trodsig Kraft,
Med kruset Lok om stor, men knudret Pande,
Og med det lange Vildmandsstjæg, saalunde
Buonarottis Ord din Sjæl ei knuste;
Men saadan stod for Raphael du vist,
Og vidned rolig: jeg er ogsaa Maler.
Du var det, ja; dog før du vidste det,
Du saae vist, barnlig from, hvad her du maled,
Og skjønnere saae Skjalden dog din Aand,
End kolde Steen dit Aasyn her afbilded.